Ingen nye regler mod burka og niqab
28. jan. 2010 11.47 PolitikRegeringen indfører ingen nye regler for at begrænse brugen af burka og niqab, men opfordrer alene til, at eksisterende regler bliver anvendt fuldt ud.
Hermed er flere måneders burkadebat foreløbig slut.
Regeringen mener stadig ikke, at hverken burka eller niqab hører hjemme i det danske samfund, men der er ikke behov for nye regler.
Regler findes allerede
Det såkaldte burkaudvalg er nemlig kommet frem til, at der allerede findes regler, som kan bruges flere steder.
Skoler kan i forvejen kræve at lærere og elever har synligt ansigt, og offentlige arbejdsgivere kan kræve det samme af hjemmehjælpere, sagsbehandlere og pædagoger.
Sagsbehandlere kan forlange, at en kvindes ansigt ikke er dækket, når hendes sag behandles, og det samme gælder, hvis en person skal identificeres. For eksempel ved ind- eller udrejse eller ved kontrol af månedskort.
Højere straf for tvang
Finansminister Claus Hjort Frederiksen og indenrigs- og socialminister Karen Ellemann vil nu tage et hurtigt møde med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner for at sikre, at de nuværende regler bruges fuldt ud.
Regeringen vil foreslå, at straffen for at tvinge nogen til at bære en beklædningsdragt bliver fordoblet til fire års fængsel, samt at retsplejeloven ændres, så ingen kan afgive forklaring i retten med tildækket ansigt, med mindre retten i undtagelsestilfælde tillader det.