Løkke: Slut med burkaer i staten
28. jan. 2010 19.14 PolitikMuslimske kvinder skal ikke have mulighed for at bære burka eller niqab, hvis de vil være offentligt ansatte. Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, efter at regeringen i dag præsenterede sit burkaudspil.
En offentlig sektor uden tildækkede kvinder er det centrale omdrejningspunkt i planen, men der vil ikke blive tale om et egentligt forbud.
- Der er brug for, at vi klart sender det her signal: Burka og niqab er kvindeundertrykkende symboler, som vi ikke ønsker, siger statsministeren.
Tager øjeblikkelig effekt
Ifølge Lars Løkke Rasmussen skal statens ledere nu udarbejde retningslinjer, der udtrykkeligt siger, at man ikke både kan være statsansat og bære burka eller niqab på samme tid.
- Det har øjeblikkelig effekt i staten, for når regeringen har udtrykt holdningen, bliver det en opgave for statens ledere at forvalte den holdning, siger Løkke.
Regeringen holder om kort tid møde med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening, og statsministeren forventer, at kommunerne og regionerne er på linje.
- Jeg håber og tror, de deler vores synspunkt. Og så er det op til kommunale og regionale chefer at sørge for, at det bliver sat igennem på de offentlige arbejdspladser, siger Lars Løkke Rasmussen.