Udvalg skal se på nye regler for indsamlinger
29. jan. 2010 13.32 PolitikDet er på tide, at gøre reglerne for indsamlinger tidssvarende. Det mener retsordførerne for regeringspartierne, DF, S, SF og De Radikale.
Derfor bliver der nu nedsat et udvalg, der skal arbejde med en ændring af indsamlingsloven, som regulerer hvilke organisationer må foretage indsamlinger.
Den nuværende lov er fra 1971. Retsordførerne er enige om, at den er utidssvarende.
Opløste foreninger må gerne samle ind
Det er blandt andet sådan, at en række foreninger som eksempelvis Hjerteforeningen og Læger Uden Grænser ikke må samle ind.
Det er der derimod foreninger, som ikke mere eksisterer, som gerne må.
Desuden er der foreninger, som kun må samle ind i et geografisk område, som ønsker at kunne lave landsindsamlinger.
- Hvorfor må Hjerteforeningen ikke samle ind, når Kræftens Bekæmpelse gerne må? Det er et godt eksempel på at lovgivningen trænger til at blive revideret, siger Venstres retsordfører Kim Andersen.
Svært for u-landsorganisationer
SF er blandt de partier, der har presset på for at få en ændring af loven.
Partiet har været bekymret for, at reglerne forhindrer en række u-landsorganisationer i at skaffe penge, der er nødvendige for at de kan få del i de offentlige u-landsstøttemidler.
Ikke en indsamling hver anden dag
Kim Andersen vil ikke lægge sig fast på, hvad udvalget når frem til.
- Men det skal stadig være sådan, at vi ikke har landsindsamlinger, hver anden dag, det skal være sådan at det i befolkningen er anerkendt, at når den og den forening ringer på døren, så er det fordi, deres formål er anerkendt, siger Kim Andersen.