Rejsehold skal tjekke folkeskolen
29. jan. 2010 14.02 PolitikEt rejsehold skal rundt i landet og se på folkeskoler. Det er en del af konklusionen på regeringens Marienborg-runde, hvor folkeskolen har været i fokus.
For at nå målet om at få den danske folkeskole op i top fem er det nødvendigt, at også lærerne bliver bedre.
- Lærerne skal derfor på efteruddannelse, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han sagde desuden, at han aldrig har påstået, at man får den fulde sandhed om folkeskolen ved at se på de nationale test.
Mødes i juni
Regeringen mødes med rejseholdet i juni, hvor der også er møde i regeringens vækstforum. I spidsen for rejseholdet står direktør Jørgen Søndergaard fra Socialforskningsinstituttet, som regeringen ofte har benyttet i diverse kommissioner.
- Det er rigtigt, at han har stået i spidsen for mange kommissioner og det er også rigtigt, at ikke alle forslag er blevet til noget. Men det er min klare forventning, at der kommer noget ud af det her, siger han.
- Men hermed ikke sagt, at kommer der 25 forslag, så siger vi copy-paste. Regeringen forbeholder sig ret til at tænke selv, siger Lars Løkke Rasmussen.