DF: Offentliggør lækageoptagelsen
01. feb. 2010 12.33 PolitikHvis en lydoptagelse beviser, at Søren Gades spindoktor lækkede fortrolige oplysninger om Jægerkorpset, skal hele Danmarks befolkning have lov til at høre den.
Det mener Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.
Derfor skal Christoffer Guldbrandsens advokat, Anders Néhmet, offentliggøre optagelsen:
- Jeg er stærkt forarget over, at Anders Néhmet spiller cirkus med hele landet. Hvis han har en optagelse, der kan afslutte sagen, så lad os få den på bordet, siger Søren Espersen til DR Nyheder.
Stadig ingen undersøgelse
Journalist og filminstruktør Christoffer Guldbrandsen påstår at have en lydoptagelse, der beviser, at forsvarsminister Søren Gades spindoktor, Jacob Winther, lækkede fortrolige oplysninger til TV2 om en forestående udsendelse af jægersoldater til Irak i 2007.
Flere partier fra oppositionen forlanger en undersøgelse af forløbet omkring lækagen.
Men ifølge Søren Espersen er der ikke behov for en undersøgelse, hvis Christoffer Guldbrandsen offentliggør optagelsen og beviser sine påstande:
- Hvis Christoffer Guldbrandsen og hans advokat ønsker at trække det her i langdrag, så vil vi ikke stå i vejen for det. Men det er uacceptabelt, at de holder hele befolkningen på pinebænken.