Presset svækkes mod spindoktor
08. feb. 2010 19.09 PolitikForsvarsminister Søren Gades taburet har i ugevis vaklet, fordi hans egen spindoktor Jacob Winther beskyldes for at have lækket ømtålelige oplysninger til offentligheden.
Jacob Winthers skyld i lækagen skulle kunne dokumenteres af en række hidtil hemmelige lydbånd. Men nu kan DR fastslå, at båndene ikke indeholder lydoptagelser med spindoktoren selv.
Oplysningerne har DR fra en fortrolig kilde med dybt kendskab til sagen, som dog ikke ønsker at stå frem. Men de nye oplysninger betyder at beviserne for spindoktorens lækage nu er knapt så håndfaste:
- Det er jo et andet hånds bevis, kan man sige. Det er jo ikke det samme som et direkte bevis, hvor man direkte kan høre hans stemme på båndet. Så det er klart, at det har ikke den samme værdi i en retssal, som det ville have, hvis vi på båndet direkte hører hans stemme, siger professor Eva Smith, professor på Københavns Universitets juridiske fakultet.
Vil ikke deltage i spekulationer
Det er filminstruktøren Christopher Guldbrandsen, der ligger inde med de hemmelige lydoptagelser, som han hævder kan fælde forsvarsministerens spindoktor. Og dermed muligvis også kan trække forsvarsminister Søren Gade med i faldet.
Christopher Guldbransen har ikke reageret på DRs henvendelser i dag, men hans advokat Anders Nemeth siger:
- Jeg ønsker ikke at deltage i spekulationerne om, hvem der er eller ikke er på båndet. Jeg kan blot udtale mig om essensen uanset, hvem der figurer på båndet. Nemlig at det fremgår ganske klart, hvem der står bag lækagen.
De nye oplysninger om at båndene nu højst kan indeholde anden håndskilder betyder, at det bliver sværere at bevise, hvem der har ret. Filminstruktøren eller forsvarsministerens spindoktor:
- Sådan som det er fremlagt med, at man mener, at der er absolut sikkerhed, ville jeg have troet, at han var på båndet. Og jeg har jo også kun dit udsagn for, at det er han ikke, siger professor Eva Smith.