Vil have staten til at købe svindellister
09. feb. 2010 06.08 PolitikDen danske stat skal være klar til at betale millioner af kroner til personer, der vil sælge tophemmelige stjålne data om skjulte formuer i skattely som Schweiz og Liechtenstein.
Det mener et politisk flertal uden om regeringen, som dermed er klar til at indlede en storstilet klapjagt på personer og selskaber, der gemmer penge i udenlandske banker for at slippe for at betale skat i Danmark. Det skriver Politiken.
I flere EU-lande er formaliserede handler med navne på skattesvindlere allerede en realitet.
Tyskland klar til at købe
Senest har Tyskland besluttet at betale godt 18.5 millioner kroner for oplysninger om 1.500 personers konti i schweiziske banker.
- Hvis vi betaler 30-40 millioner kroner for en cd-rom med navnene på svindlere, der i årevis har snydt statskassen for adskillige hundrede millioner kroner i skat, så er det en god forretning, siger SF's skatteordfører, Jesper Petersen.
- Vi skal tage alle midler i brug, så hr. og fru Jensen, der pligtskyldigt betaler deres skat, ikke længere skal være til grin for de store spekulanter og bedragere, tilføjer han.
Vil have henvendelser
Den kontroversielle metode har vakt heftig debat i Tyskland.
Nu kræver SF, at den danske regering åbent erklærer sig villig til at købe lignende oplysninger for at tilskynde bankansatte i skattelylande til at henvende sig.
Både Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, de radikale og Enhedslisten bakker op.
- Principielt skal man ikke sky nogen midler mod at afsløre skattesvindlere. Hvis Tyskland er nået frem til, at de kan forsvare at købe oplysningerne, så vil vi ikke stå tilbage og være til grin. Så må det være måden, det skal gøres på, siger Mikkel Dencker (DF), mens Nick Hækkerup (S) påpeger, at metoden desuden vil have stor præventiv effekt.