Venstre elsker Lars Løkke
09. feb. 2010 11.25 PolitikMens statsministeren i øjeblikket møder massiv modvind i medierne, så har han en massiv opbakning fra sit bagland.
Sager om burkaer, klimatopmøde og madpakker har fyldt meget på Lars Løkke Rasmussens skrivebord de seneste måneder.
Alligevel siger næsten alle de 38 venstrelokalformænd, som DR Nyheder har talt med, at de bakker deres formand op.
Opbakning
- Vi bakker naturligvis fuldt ud op om Lars Løkke, siger Jens Nicolai Vejlgaard, formand for Danmarks største venstreforening den i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Længere mod nord på Limfjordsøen Mors er opbakningen til statsministeren også klar fra Venstres politiske leder, Peter Therkildsen.
- Jeg er sikker på, at Lars Løkke kan vinde det næste folketingsvalg for Venstre og for den borgerlige del af Danmark, siger Peter Therkildsen.
Et godt råd
Men helt ubetinget er hans kærlighed ikke.
- Det kan godt være, at han skal til at lægge en stil, der gør at han sætter sig virkeligt i spidsen for den regering vi har. For hvis ikke Lars Løkke sætter en politisk dagsorden, så vinder han ikke næste valg, siger Therkildsen.