Venstrefolk erkender modvind
09. feb. 2010 13.35 PolitikDet går op ad bakke for regeringen. Den analyse fra statsminister Lars Løkke Rasmussen erklærer en række venstreministre sig enige i.
- Det er da klart, vi er da lidt i modvind. Men det er jeg ikke i tvivl om, at vi nok skal få arbejdet os godt ud af igen, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg.
- Der er nogle gange, hvor man skal arbejde lidt hårdt for sagerne, og sådan er det også nu. Jeg kan huske engang i 2006, hvor Anders Fogh talte om nogle socialistiske ballademagere. Det talte vi også lidt om, siger miljøminister Troels Lund Poulsen.
- Man skal bare fortsætte lang tid op ad bakken. På et tidspunkt begynder det at gå ned igen, siger skatteminister og næstformand for Venstre, Kristian Jensen.
Skal udstråle at problemer løses
Spørgsmålet er så, hvad der skal til, for at regeringen når toppen og kan slappe mere af i benene, fordi det så går nedad bakke.
- Det gør det, når vi laver politik, og det gør vi hele tiden. Og det gør det også, når man udstråler, at man løser problemerne, og det gør vi, siger Troels Lund Poulsen.
Tinglysning og frit sygehusvalg skal sikres
Kristian Jensen mener, at løsningen er at tage fat på de problemer, danskerne har i deres hverdag. Han har i de forløbne uger, hvor der har været tale om regeringskrise, ikke mødt nogen vælgere, som kræver nyt regeringsgrundlag. De har ifølge Kristian Jensen stillet andre spørgsmål:
- Hvornår får vi en afklaring på tinglysningen? Hvornår får vi sikkerhed for at det frie sygehusvalg ikke bliver sat ud af kraft? Hvornår får vi en sikkerhed for, at vores børn bliver endnu bedre til at lære? Det er de problemer, som danskerne oplever i deres hverdag, og det er dem, regeringen er fast besluttet på at løse.
- Så det er dem, I ikke har været fokuseret på, tror du?
- Det har vi da været. Men hver gang man løser ét problem, dukker der andre op, siger Kristian Jensen.