Forlader DF efter sygehusdebat
09. mar. 2010 12.23 Region Sjælland
Opdat.: 09. mar. 2010 12.49Den ophidsede debat om et supersygehus i Region Sjælland og et diktat om enighed i Dansk Folkepartis gruppe har fået Michael Rex til at forlade DF.
- Det har jeg gjort, fordi sygehussagen i Region Sjælland har udviklet sig på en sådan måde, at jeg ikke længere følte jeg kunne være medlem af Dansk Folkeparti, sagde regionsrådets næstformand Michael Rex til P4 Sjælland efter tirsdagens forretningsudvalgsmøde.
Reaktion
9. mar. 2010 13:42
Dansk Folkeparti beklager Michael Rex' farvel til partiet men påpeger at DF kun kan have én holdning - og den blev det op til gruppen at finde.
Den nu forhenværende DF'er peger på partiets topstyring i sygehussagen som den direkte årsag til tirsdagens farvel.
Støtter næstvedløsning
På mødet støttede Michael Rex at Region Sjællands supersygehus placeres i Næstved, og dermed bryder han partidisciplinen i gruppen. Dansk Folkepartis top på Christiansborg har nemlig dikteret enighed i partiets gruppe i Regionsrådet.
Blandt de fire DF'ere i Regionsrådet pegede et flertal på et supersygehus i Køge, og dermed kom Michael Rex i en kattepine.
Vælgerne eller partiet
Rex gik til valg på et supersygehus i hjembyen Næstved og måtte derfor tirsdag vælge mellem at svigte sine vælgere eller sit parti.
- Vi har i vores gruppe hele tiden været enige om at samarbejde, selvom vi var uenige om hvilken placering vi hver især foretrak for hovedsygehuset. Men så fik vi et diktat fra Christiansborg om at vi skulle stå samlet, og det kan jeg ikke acceptere, siger Michael Rex til P4 Sjælland.