Nyt parti hedder Fokus
10. mar. 2010 14.01 PolitikDyrevelfærd, økologi og klima bliver mærkesager for det nye parti i Folketinget, der har fået navnet Fokus.
Partistifter og partiformand Christian H. Hansen forlod for et par måneder siden Dansk Folkeparti, hvor han havde posten som dyrevelfærds-ordfører. Men interessen for dyrene tager han med til partiet Fokus.
Peger på Løkke
- Når folk har mishandlet et dyr, skal de forbydes at have med dyr at gøre. Vi ønsker også et forbud mod dyresex og kommerciel hvalfangst, siger Christian H. Hansen.
Partiformanden beskriver det nye parti som borgerligt, og Christian H. Hansen slår allerede nu fast, at han vil pege på Venstres formand Lars Løkke Rasmussen som statsminister efter næste valg.
Når det gælder den økonomiske politik og skattepolitikken ligger Fokus' synspunkter tæt på regeringens. Men Christian H. Hansen erkender, at mærkesager som økologi og klima er atypiske for et borgerligt parti.
Fire kandidater klar
- Man kan godt forlange ordentlige fødevarer og økologi, selvom man er borgerlig, siger han.
- Når vi lægger vægt på dyrevelfærd og økologi, så er det også fordi vi tror på, at det kan give nogle indtægter til statskassen.
Fokus har forløbig fire folketingskandidater. Udover Christian H. Hansen er det Mirja Holm, Kim Eggers og Rikke Cramer Christensen. Sidstnævnte har også tidligere været medlem af Dansk Folkeparti og er idag byrådsmedlem i Viborg Kommune.