Højesteret afviser dansk Iraksag
17. mar. 2010 12.25 PolitikIngen retslig interesse. Og en beslutning, der klart er lagt i politikernes hænder. Derfor ingen sag.
Højesteret afviser klart 25 danskeres ønske om at få Danmarks deltagelse i krigen i Irak fra 2003 prøvet ved domstolene.
Højesteret mener at ingen af de 25 har en personlig og retlig interesse i sagen, der kan begrunde en retssag om beslutningen i 2003 om at gå ind i krigen.
Dræbt søn ikke grund nok
Det gælder også en af dem, Johan Mortensen Kirkmand, hvis søn Bjarke blev dræbt i Irak i 2005. Sønnen blev nemlig ikke sendt til Irak på baggrund af den omstridte beslutning i Folketinget i 2003, men på baggrund af en senere beslutning i både FN og Folketinget, skriver Højesteret.
Retten har også overvejet, om en sag alligevel kunne være på sin plads, fordi Folketinget traf en "særegen og alvorlig beslutning".
Det kan "for så vidt" tale for at prøve sagen, skriver dommerne, men ender altså med en afvisning. Begrundelsen er, at Grundloven meget klart har givet Folketinget myndighed til at træffe den slags beslutninger.