SF: Præster skal tvinges til at tale
19. mar. 2010 08.00 P3Nyheder
Opdat.: 19. mar. 2010 09.53SF vil nu tvinge katolske præster til at anmelde overgreb mod børn til politiet.
Det siger partiets retsordfører, Karina Lorentzen, der er rystet efter flere præster har udtalt, at de ikke vil anmelde sager om overgreb på grund af deres tavshedspligt.
- Det mener jeg er fuldstændig utilstedeligt. Det betyder nemlig, at der vil være et barn i Danmark, som ikke får den hjælp, det har behov for, siger hun til P3Nyheder.
Katolsk biskop fastholder tavshedspligt
Derfor vil hun nu kalde justitsministeren og kirkeministeren i samråd for at diskutere sagen.
- Jeg vil foreslå, at præster også skal gå til myndighederne - ligesom alle andre borgere har en oplysningspligt, når de møder et barn, som er udsat for forfærdelige ting som for eksempel sexovergreb, siger Karina Lorentzen til P3Nyheder.
På trods af massiv kritik, fastholder biskoppen for den katolske kirke i Danmark, Czeslaw Kozon, at kirken hverken er forpligtet til at undersøge gamle sager om sexmisbrug af børn eller anmelde nye sager direkte til politiet.