Pind stryger støtten til to lande
19. mar. 2010 10.12 PolitikMere fokus på de lande, Danmark støtter i Afrika - og derfor forsvinder støtten til de to sidste lande i Latinamerika - Bolivia og Nicaragua. De to lande modtager i dag over 300 millioner kroner om året.
Det står klart efter at udviklingsminister Søren Pind i dag præsenterede sin nye udviklingspolitiske strategi. Som helt konkret lægger op til at Danmark skal have færre såkaldte programsamarbejdslande end de 16, vi har i dag.
- Vi kommer til at gå ud af Latinamerika, men det kommer til at ske på en ordentlig måde, siger Søren Pind.
Han har udnævnt sig selv til "frihedsminister". Og det skal forstås bogstaveligt. Forholdene i lande, Danmark giver udviklingsbistand, skal udvikle sig. I den rigtige retning. Ellers forsvinder den danske støtte.
Frihed det vigtigste
Pind mener, at Danmark fortsat skal sigte dobbelt med udviklingsbistanden til de lande, der er på vores liste - hjælpe både på kort og lang sigt. Men Søren Pind kalder sig ikke "frihedsminister" for ingenting. Igen og igen understreges det i papiret, at frihed og demokrati er en forudsætning for bedre forhold for dem, der skal hjælpes.
- Uden frihed, ingen udvikling, som der står i strategien.
Fri men syg dur ikke
Samtidig kan man dog læse, at frihed ikke kan stå alene. Det er ikke nogen garanti for udvikling og fremskridt. Hvis man er ekstremt fattig eller syg, kan man ikke udnytte de muligheder, friheden giver.
- Det kan man ikke, hvis man dør af malaria, inden man fylder fem år. Hvis skolegang og lærdom af økonomiske eller kulturelle årsager er en umulighed. Hvis konflikt, despotiske diktatorer eller klimaforandringer driver en på flugt, siger Søren Pind i sin plan.