Uenighed om Hjorts spareplan holder vand
19. mar. 2010 16.11 PolitikHvis den politiske diskussion om kommuneøkonomi og spareplaner er præget af tal og synspunkter, der ligger galakser fra hinanden, så er den økonomiske diskussion om samme emne også.
Finansministeriet har regnet sig frem til, at kommunerne kan finde 10 milliarder kroner ved at kigge hinanden over skulderen, købe klogere ind og indføre ny teknik.
Regnestykket er kommet til verden, ved at økonomerne har brugt de såkaldte kommunale nøgletal. Altså listen over, hvad den enkelte kommune bruger - og til hvad. Derefter har man beregnet, hvad kommunerne kunne spare ved at opføre sig som de artige drenge og piger i klassen. Og ved at lære af statens eksempel, eksempelvis hvad angår smarte indkøb.
Effektiviseringer vil opleves som besparelser
Et af problemerne ved den metode er, at kommunerne er meget forskellige - i størrelse og beboersammensætning. Det siger seniorforsker ved AKF Forskning Jacob Ladenburg til Berlingske Tidende. Hver eneste kommune er unik, og det gør i sig selv den slags beregninger problematiske, vurderer han.
Samme vurdering har chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Martin Madsen, som ikke har noget mod effektivisering og opstramning som sådan.
- Men det her er for letkøbt. Også fordi kommunerne jo altså ikke starter ved år nul. De har strammet op igennem mange år, siger Martin Madsen, som ikke kan vurdere, hvad det realistiske sparemål er.
Han nøjes med at konstatere, at 10 milliarder er alt for højt. Og at borgerne vil opleve så store effektiviseringer som store nedskæringer.
For uambitiøst
Cheføkonom i den liberale tænketank CEPOS, Mads Lundby Hansen, er lige så kritisk over for Claus Hjort Frederiksens sparekatalog - men med omvendt fortegn. Mads Lundby Hansen har kigget på de nøgne tal og mener, at mulige besparelser på 10 mia. er alt, alt for uambitiøst.
Mads Lundby Hansen opfordrer regeringen til at kræve samme stigning i produktiviteten i kommunerne, som man har set på sygehusene. Nemlig to procent. Og til at udlicitere meget mere.
- Så ville mit bud være besparelser på 25 milliarder kroner og 40.000 færre offentligt ansatte i løbet af få år. I stedet ansættes der i disse år flere i regioner og kommuner, siger Mads Lundby Hansen.