Lars Løkke: DF er regeringsduelige
05. sep. 2010 19.31 PolitikStatsminister Lars Løkke Rasmussen (V) slår nu en gang for alle fast, at Dansk Folkeparti er regeringsdueligt.
Det sker efter, at Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, har krævet, at statsminister fjernede enhver tvivl om, at støttepartiets regeringsplaner er legitime.
- Dansk Folkeparti kan komme i regering, men det er ikke det samme som, at Dansk Folkeparti skal i regering, og jeg har ingen planer om at omdanne min regering, siger Lars Løkke Rasmussen.
Bør være tilfreds
DRs politiske analytiker, Jens Ringberg, siger, at Pia Kjærsgaard bør være tilfreds med det svar, fordi det var, hvad hun kunne forvente, men hun ville gerne have hørt statsministeren siger, at partiet kan komme i regering, når de vil.
- Men det svar kan Pia Kjærsgaard ikke få. Det er nu engang Lars Løkke Rasmussen, der bestemme det, også efter næste valg. Han skal spørge De Konservative, og de har et rigtigt dårligt forhold til Dansk Folkeparti, siger Jens Ringberg.
Dæmonisere Dansk Folkeparti
Statsministeren kritiserer samtidig Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, for at "dæmonisere" Dansk Folkeparti, efter at hun efterlyste en afklaring på, om støttepartiet er velkommen i en regering efter det næste folketingsvalg.
Ifølge Helle Thorning-Schmidt er det spørgsmål lige så vigtigt gt som det i sin tid var for VK-regeringen at finde ud af, om SF var velkommen i en regering, hvis der blev et rødt flertal.
Pia Kjærsgaards krav kommer, efter at Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, har sagt, at Dansk Folkepartis skepsis overfor EU forhindrer partiet i at komme i regering.
- Venstre skal forstå, at den dag, vi er klar til at gå i regering, da bliver det sådan. Det skal regeringen tage positivt imod, og det må Lars Løkke Rasmussen gøre helt klart, siger Pia Kjærsgaard til Politiken.