DF: Bunden er nået med S-SF
06. sep. 2010 14.32 Politik- S og SF's troværdighed i den økonomiske politik når et nyt bundniveau med deres fælles finanslovudspil i dag.
Sådan lyder kommentaren fra Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, efter de to oppositionspartiers fælles finanslovforslag.
DF: Svært at tage alvorligt
Ifølge Kristian Thulesen Dahl er det "svært at tage indholdet helt alvorligt", fordi Socialdemokraterne og SF tidligere har forsvoret, at der kunne rettes et komma i deres fælles skatteudspil "Fair Forandring".
- I dag kan vi konstatere, at udspillet er blevet ændret flere gange - både via den såkaldte plan "Fair Løsning" og nu med finanslovforslaget. Gad vide, hvilke ændringer der kommer de kommende måneder, siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:
DF: Ændring skal tiltrække vælgere
- Konklusionen er nok, at S og SF går så målrettet efter magten, at politikken kommer i anden række. Så prøver man at ændre selv helt grundlæggende ting i den økonomiske politik for at tækkes vælgerne.
- Afhængig af hvornår statsministeren sender os til folketingsvalg, kan vi nok regne med at se helt nye økonomiske udspil fra S og SF. Det er det, der gør, at det er så svært at tage dagens udspil alvorligt, siger Dansk Folkepartis gruppeformand.