Skærpet kurs på vej mod ulovligt fiskeri

Fiskerimyndigheder og anklagemyndighed skal nu drøfte, hvor stærke beviser der kræves mod ulovligt fiskeri. Fiskere trues med at miste tilladelse.

Fiskerimyndighederne og anklagemyndigheden skal på fredag drøfte, hvilke beviser der skal til, hvis en fisker skal dømmes for ulovligt fiskeri i en lukket zone.

Det oplyste fødevareminister Henrik Høegh onsdag på et samråd i Folketingets miljøudvalg. Samtidig advarede han om, at han er klar til at skærpe de administrative sanktioner:

- Det kunne være en midlertidig inddragelse af fartøjets fiskeritilladelse, hvor fartøjet bliver udelukket fra at drive fiskeri for en nærmere angivet periode, erklærede Høegh.

Afsløret af Greenpeace

Samrådet var indkaldt på baggrund af en opsigtsvækkende Greenpeace-aktion, hvor aktivister i hemmelighed anbragte GPS-udstyr på fem Gilleleje-kuttere.

Med GPS-oplysningerne ville Greenpeace dokumentere, hvordan Gilleje-fiskere drev ulovligt trawlfiskeri efter torsk i en lukket zone i Kattegat, hvor torsken er totalfredet.

Greenpeace supplerede materialet med videooptagelser af andre kuttere på trawlfiskeri i den lukkede zone.

Svært at dokumentere

Fødevareminister Henrik Høegh sagde i samrådet, at de danske og svenske fiskerimyndigheder i forvejen var opmærksom på det ulovlige fiskeri. Problemet er bare, at dokumentationen er svær.

At en kutter får timelange udfald på sin VMS-kontrolsender under sejlads i zonen, beviser ikke direkte, at der har været drevet ulovligt fiskeri.

Og det er uklart, om svenske fly-optagelser af kuttere med stålwirer ned i vandet kan bruges som bevis på, at der har været trawlet.

Minister blivet "bisset"

Henrik Høegh har truet med at blive "bisset", hvis det ulovlige fiskeri ikke stopper,.

- Men jeg skal være sikker i min sag, inden jeg blivet bisset, erklærede fødevareministeren.

  • Print
  • Del artiklen: