SF: Vågn op, Søren Pind
09. mar. 2011 11.33 PolitikSøren Pind skal vågne op og indse, at han er blevet integrationsminister. Sådan lyder meldningen fra SF's integrationsordfører Astrid Krag.
- Der er en masse problemer, som han bør smøge ærmerne op og løse i stedet for at komme med sine sædvanlige filosofiske diskussioner. Det burde han have øje for, siger Astrid Krag til DR Nyheder.
Lang valgkamp
Astrid Krag er bange for, at ministeren vil fokusere for meget på det kommende valg i stedet for selve integrationspolitikken.
- Jeg frygter, at Søren Pind ser det her som en lang valgkamp, hvor han skal markere sig ved at komme med provokerende udmeldinger, og at selve integrationsarbejdet kan få lov at sejle, siger hun.
Ikke kun en provo
- Vi har brug for en integrationsminister, der tager fat og ikke udelukkende er provokatorisk blogger på Jyllands-Posten. Der er masser af uløste opgaver og problemer på integrationsområdet, siger Astrid Krag.
Hun henviser blandt andet til, at mange nydanske unge ikke kan få praktikplads, stigende ghettoproblemer og en voksende indvandrer-underklasse.