Pia K. kalder østlande kriminelle

EU's optagelse af lande som Bulgarien og Rumænien nødvendiggør genindførelse af grænsekontrol, mener DF.

Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, mener, at EU selv er skyld i, at Schengen-aftalen om det interne grænsesamarbejde ikke fungerer.

- EU har ikke kunnet bevogte sine ydre grænser, sådan som det var forudsat, da Schengen-reglerne blev indført, skriver Dansk Folkepartis formand i sit ugebrev og fortsætter:

- Det vælter ind i Europa med illegale indvandrere, senest egyptere og tunesere, der flygter fra de demokratier, der er under opbygning i de to lande,

To højkriminelle lande

- EU har desuden indlemmet en serie østeuropæiske lande i Schengen-samarbejdet - senest Bulgarien og Rumænien - to højkriminelle lande, hvor østmafiaen har snart sagt lige så meget indflydelse som landenes politikere, og hvor skyderier i gaderne er hverdag og korruption er et helt almindeligt fænomen.

- Givetvis også blandt de rumænske og bulgarske grænsebetjente, der nu er betroet at skulle vogte over EU's ydre grænser, forklarer Pia Kjærsgaard.

Kritikken kommer, efter at den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, senest har advaret om, at de danske grænsebygninger kan blive "et ulykkesvarsel for Europa".

Mareridt for befolkningerne

Dansk Folkepartis formand mener imidlertid, at drømmen om et grænseløst Europa er blevet til et mareridt for Europas befolkninger.

- Hvis genindførelsen af grænsekontrollen i Danmark kan bidrage blot en smule til at afslutte det mareridt, så vil meget være nået.

- Det er muligt, grænsekontrollen af nogen opfattes som et ulykkesvarsel for EU, men det er reelt et lykkevarsel for Europa, skriver Pia Kjærsgaard i sit ugebrev.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen: