DF: Illegale hjemløse skal hjem nu

Debatten spidser til om de udenlandske hjemløse, der ikke har et sted at overnatte i kulden. Dansk Folkeparti kræver, at de bliver sendt hjem nu.

Der er ikke pladser nok på herbergerne til de omkring 500 udenlandske hjemløse, der lige nu befinder sig i Danmark.

Hos Dansk Folkeparti kræver man dog, at politiet kommer op i højere gear og får gjort noget ved de illegale hjemløse, som man mener skal sendes hjem omgående.

- I en akutsituation kan man selvsagt og helt ekstraordinært sikre midler til såkaldte nødherberger. Men jeg forlanger på vegne af alle lovlydige borgere, at politiet dagligt opsøger samtlige steder, som huser illegale udlændinge, siger Martin Henriksen (DF) til DR Nyheder.

Han oplyser, at han vil indkalde socialminister Karen Hækkerup (S) og justitsminister Morten Bødskov (S) i samråd i udlændinge- og integrationsudvalget for at diskutere regeringens politik over for de udenlandske hjemløse.

Ministeren: Op til politiet

Socialminister Karen Hækkerup (S) understregede tidligere lørdag aften over for Ritzau, at ingen skal sove ude i kulden, heller ikke selv om man opholder sig illegalt i landet.

Hun slår dog fast, at hvis hjemløse udlændinge ikke har lovligt ophold i Danmark, skal man ikke være i Danmark.

- Det må politiet og udlændingemyndighederne følge op på, hvis der - som organinsationerne hævder - er tale om så mange uden lovligt ophold i Københavnsområdet, sagde Karen Hækkerup.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Politik med dig

    Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

    Vis alle nyhedsbreve