Sminket virkelighed for ministers skyld
08. feb. 2012 10.56 PolitikDet var en ny situation for Danmark at være i krig, da vi gik med ind i Irak for at vælte Saddam Hussein. Det skal man holde sig for øje, når man i dag læser historen om de sminkede tal for, hvor mange fanger de danske styrker tog under krigen.
- Det var omstridt at tage fanger i det hele taget. Gjorde vi det, hvordan behandlede vi dem, osv. Der er åbenbart nogen, der kan have haft en interesse i at fremstille det som, at hvis vi endeligt tog nogle, så var det kun nogle ganske få. Og det er selvfølgelig overhovedet ikke i orden, at Folketinget får forkerte oplysninger, siger DR's politiske analytiker, Jens Ringberg.
Stort problem
At den daværende chef for Hærens Operative Kommando, Poul Kiærskou, gav besked på at sminke tallene til Folketinget er et stort problem både for ham selv og for daværende forsvarsminister Søren Gade.
- Kiærskou er en højststående embedsmand i Forsvaret. Han første pligt, det er at udføre sit arbejde, og til det hører selvfølgelig at give korrekte oplysninger, siger Jens Ringberg.
- Søren Gade har efterhånden et problem med sit eftermæle som forsvarsminister. I hans tid var der også sagen med den arabiske oversættelse af jægerbogen. Som det ser ud lige nu, tegner der sig et billede af, at der var en kultur under Søren Gade, hvor man i Forsvaret brugte kræfter på at sminke virkeligheden til fordel for ministeren. Det, synes jeg, er et problem for Søren Gade, og derfor er det også i hans interesse, at de her ting bliver undersøgt.
Undersøgelseskommission undervejs
Der kører en sag mod Poul Kiærskou - og i forhold til Søren Gade må undersøgelseskommissions rapport vise, om der er noget at komme efter.
- Vi skal se resultatet af den nye undersøgelse, som regeringen har sat i værk, hvor det her også indgår, og der må man se til den tid, om der er noget, man kan komme efter Søren Gade med. Men uanset hvad, så tegner der sig et billede af, at der er foregået ting i hans tid som forsvarsminister, som ikke ser enormt godt ud, lyder det fra Jens Ringberg.