SF: Borgerlig regering syltede afgifter
17. feb. 2012 23.01 SFs skatteordfører, Jonas Dahl, anklager nu den tidligere borgerlige regering for at undlade at justere afgiften på skadesforsikringer.
Meldingen kommer samtidig med, at DR Nyheder kan afsløre, at staten i 23 år givet forsikringsselskaberne lov til at indkræve for lidt i afgift på skadesforsikringer.
- Det er et problem, at man år efter år har haft kendskab til en fejl, og alligevel ser man igennem fingrene med det, siger Jonas Dahl til DR Nyheder.
Så du mener, at den tidligere regering har gjort det bevidst?
-Jeg synes, at det er dybt bemærkelsesværdigt, at to forskellige venstreministre har siddet i skatteministeriet, og har haft kendskab til den her fejl, og alligevel ikke gjort noget ved det.
Forsikringer bliver dyrere
Regeringen vil nu hæve afgiften på skadesforsikringer fra første januar 2013.
Regningen ender hos forbrugerne, i form af dyrere indbo- kasko- og ulykkesforsikringer.
Stigningen er en fordobling af den nuværende afgift, og det skal samlet set give 725 millioner om året til den danske statskasse.
Ændringerne træder efter planen i kraft 1. januar 2013.