Thorning på vej med billigere billetter
21. feb. 2012 19.11 PolitikDen omstridte betalingsring rundt om København er taget af bordet, erfarer DR Nyheder.
Siden valget i september er det ellers gang på gang blevet slået fast, at der kommer en betalingsring. Men de interne stridigheder om udformning og hvor pengene skulle bruges har kostet ringen livet.
Til gengæld satser regeringen fortsat på at kunne skaffe flere midler til den kollektive trafik, hvilket har været et stærkt ønske fra især SF. Ifølge DR Nyheders oplysninger vil der blive afsat et stort trecifret beløb - måske op mod en milliard - til forbedringer af den kollektive trafik.
750 mio. til billigere billetter
Ifølge Ritzaus oplysninger arbejder regeringen lige nu med et budget på 750 millioner kroner til billigere billetter i den kollektiv trafik. Pengene skal blandt andet komme fra flere fartbøder til danskerne.
Det er dog fortsat uklart, om de lavere takster kun vil gælde hovedstadsområdet. Det var oprindeligt tanken, fordi pengene til billigere bus- og togkort skulle komme fra de bilister, som kørte ind i hovedstaden.
Skal pengene i stedet komme fra flere fartbøder eller fra finansloven, vil resten af de danske skatteborgere formentlig også kræve billigere busbilletter i deres lokalområde.
Derudover vil der, ifølge DRs oplysninger, blive nedsat en kommission der skal se på langsigtede løsninger på trængselsproblemener i København.
Ritzau