EL: Flere penge til offentlig transport
22. feb. 2012 09.22 PolitikRegeringens faste støtteparti Enhedslisten mener ikke, at regeringen har holdt, hvad den lovede, når det kommer til forbedringer af den offentlige transport. Regeringen vil afsætte i alt en milliard kroner.
- Det her er jo meget dårligere, end det der lå i regeringsgrundlaget, der ville man afsætte to milliarder kroner til offentlig transport. Nu kommer man med en milliard. Enhver kan se, at det er et kæmpe tilbageslag, siger gruppeformand Per Clausen.
Flere penge
Han vil nu prøve at få regeringen til at afsætte flere penge.
- Vi må tage en snak med regeringen om tallene. Det kan godt være, at de kun kan finde en milliard nu, men vi vil tættere på det tal, de selv skrev i regeringsgrundlaget, siger han.
Og han ærgrer sig også over regeringens beslutning om at droppe betalingsringen.
- Nu vil vi have en klar garanti for at, at vi straks går i gang med at gennemføre kommissionens forslag, når de fremlægger det, siger han.