Danmark har EU's højeste samlede skattetryk

Det samlede skattetryk i Danmark er det højeste blandt EU's 27 medlemslande, viser opgørelse fra Eurostat.

Skattefar trykker danskerne hårdere på maven, end han gør noget andet sted i EU.

Det viser en ny opgørelse fra EU's statistiske kontor, Eurostat.

47,6 procent nåede det danske skattetryk op på i 2010, og det er næsten to procentpoint højere end vores svenske naboer, der ligger lige under Danmark på listen over lande med de højeste skattetryk.

Skattetryk: 30 procent

I den anden ende af tabellen finder man lande som Rumænien og Slovakiet, hvor skatten begge steder ligger under 30 procent.

Det gennemsnitlige skattetryk i EU var i 2010 på 38,4 procent.

Skat på forbrug

Danmarks topplacering skal i høj grad tilskrives høje skatter og afgifter på forbrugsvarer samt klima og miljø. Den danske moms er blandt andet en af de højeste i EU, mens Danmark lægger sig helt til tops hvad angår klimaskatter.

Samtidig fører Danmark også an, når det gælder skat på kapital som eksempelvis de store danske pensionsopsparinger.

12. højeste skat på arbejde

Til gengæld er skatten på arbejde ikke så høj. I hvert fald ligger 12 andre EU-lande over Danmark på det felt.

Kigger man på bolig- og ejendomsskatten rundt i Europa, ligger Danmark også over gennemsnittet målt efter, hvor meget staten hiver ind på området i forhold til bruttonationalproduktet (BNP).

Sammen med Italien indtager Danmark her en delt femteplads. I større lande som Storbritannien, Spanien og Frankrig betaler man dog mere skat gennem sin bolig sammenlignet med danskerne.

Kommissionen: Let skatten på arbejde

EU-Kommissionen anbefalede i sin årlige vækstundersøgelse i november, at landene retter fokus på at beskatte forbrugsvarer og fast ejendom og i stedet letter skatten på arbejde.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Politik med dig

    Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

    Vis alle nyhedsbreve