Thorning får støtte til veto mod EU-budget

Regeringen får mandat til at kræve milliardrabat på EU-møde. Men rabatten kan blive ædt op af større budget.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kommer til at nedlægge veto mod EU's flerårige budget, hvis Danmark ikke får en rabat på en milliard kroner årligt fra 2014.

Venstre og De Konservative har på et møde i Folketingets Europaudvalg sikret regeringens mandat til det afgørende budgettopmøde i Bruxelles senere på måneden.

- Som det er nu, så bidrager Danmark til at finansiere andre velstående landes rabatter, uden at vi selv har en rabat. Det er udtryk for en negativ særbehandling af Danmark, og det er uacceptabelt, sagde finansminister Bjarne Corydon (S) på mødet.

EL, DF og LA ikke med

Truslen om at nedlægge veto og dermed i yderste instans blokere for en budgetaftale er helt afgørende for, at Danmark kan få en retfærdig behandling, vurderer regeringen.

- Der er jo dybest set ikke andre lande i EU, der har interesse, i at Danmark skal have en rabat, forklarede Corydon.

Regeringens raslen med vetosablen var dog ikke nok til at få Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance til at støtte mandatet. De tre partier ønsker en langt hårdere linje fra regeringens side, når det gælder andre dele af budgetforhandlingerne.

Især blev finansministeren kritiseret for ikke at være skarp nok, når det gælder den samlede størrelse på EU-budgettet, hvor EU-Kommissionen har lagt op til en stigning, der vil øge Danmarks bidrag betydeligt.

- Regeringen har snakket meget om en milliardrabat, men den snak er ikke meget værd, når virkeligheden er, at det danske EU-bidrag kan vokse med flere hundreder af millioner, selv hvis Danmark får rabat, siger Enhedslistens EU-ordfører, Nikolaj Villumsen.

Trods en byge af spørgsmål ville Bjarne Corydon ikke komme med noget bud på regeringens smertegrænse for størrelsen af det samlede budget.

Regeringen har dog allieret sig med en større gruppe af EU-lande, der kæmper for at reducere EU-budgettet med 135 milliarder euro i forhold til kommissionens forslag.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Politik med dig

    Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

    Vis alle nyhedsbreve