Undersøgelse: Udskældt fedtafgift virkede

Fedtafgiften har betydet, at der bliver brugt mindre smør, margarine og olie i de danske husholdninger.

Netop som regeringen og Enhedslisten som led i finanslovforhandlingerne har besluttet at fjerne fedtafgiften, viser den første videnskabelige undersøgelse på området, at den omdiskuterede afgift ser ud til at virke efter hensigten. Det skriver Information.

Ifølge den endnu upublicerede undersøgelse er forbruget af smør, margarine og olie således faldet med 10-20 procent i de sidste tre måneder af 2011, efter afgiften blev indført 1. oktober 2011, sammenlignet med de samme måneder de to foregående år.

Ifølge lektor på Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet, Jørgen Dejgård Jensen, der er ekspert i fødevarer-afgifter og en af forskerne bag undersøgelsen, ser der ud til at være en klar sammenhæng mellem prisstigningen på fedt og faldet i forbruget.

Lektor: Forbrug falder, når prisen stiger

- Der er en tydelig effekt, og det er der for så vidt ikke noget overraskende i. Det er grundlæggende økonomi, at forbruget falder, når prisen stiger, siger Jørgen Dejgård Jensen til Information.

Undersøgelsen er lavet på baggrund af forbrug og ikke salg. På den måde er der også taget højde for grænsehandel, slår han fast.

Smør, fedt og margarine er blandt de mest fedtholdige produkter på markedet, og derfor bliver de produkter hårdt ramt af fedtafgiften, der blev indført af VK-regeringen.

Gal på sukkerafgift

Afgiften blev bakket op af de nuværende regeringspartier, men siden har både Socialdemokraterne og De Radikale mistet begejstringen for afgifter som en løsning på sundhedsproblemer herhjemme, lød det i Berlingske fra partiernes gruppeformænd.

Til Information siger De Radikales gruppeformand, Marianne Jelved dog, at det primært er sukkerafgiften, som hun har set sig gal på.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Politik med dig

    Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

    Vis alle nyhedsbreve