En UV-stråling så stærk, at den kun må bruges til lægelig behandling af hudsygdomme.
Det kan du risikere, hvis du vil sætte liv i vinterkuløren med en tur i solarie.
Den seneste stikprøvekontrol fra Sikkerhedsstyrelsen af sikkerheden i de danske solarier viser, at 59 procent af de undersøgte solarier stråler for stærkt.
Dermed overholder solarierne ikke de EU-standarder, der er fastsat for at beskytte solglade europæere.
Minister ville undersøge området
Tallene fremgår af en rapport, som er resultatet af et tværministrielt samarbejde, der blev sat i verden i 2011 af daværende økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), netop fordi der var sikkerhedsproblemer på solarieområdet.
Dengang strålede mere end hvert andet solarie i kontrollerne for stærkt, hvilket fik den daværende opposition til at hive ministeren i samråd og kræve handling.
Derfor er det langt fra godt nok, at danskere stadig kan gå ind fra gaden for at lægge sig under de kunstige stråler og risikere, at UV-strålingen er stærkere end tilladt. Det siger SF's sundhedsordfører Özlem Cekic.
- Når man nedsætter et udvalg, og der efterfølgende kommer et ret dystert tal ud af det, så er man forpligtet til at handle på det, siger Özlem Cekic.
SF: Aldersgrænse er ikke nok
Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har for nogle uger siden fremlagt et forslag om, at solarie skal forbydes for børn og unge under 18 år.
I forbindelse med lovforslaget bør regeringen derfor undersøge, hvad man kan gøre for sikkerheden i de danske solarier, siger Özlem Cekic.
- Jeg går ud fra, der er nogle ret dygtige folk, der har sat en grænse for strålingen. Niveauet er ikke sat for sjov, og derfor er vi nødt til at have en drøftelse om, hvad vi kan gøre, siger Özlem Cekic.
Da I sad i opposition, var I meget oprørte over, at mange solarier strålede for stærkt. I kunne vel bare have indført mere kontrol allerede nu?- Vi sidder lige nu og kigger på aldersgræsnen for solarie. Det er derfor, det også er meget oplagt at se på det andet, for sundhedsargumentet må vægtes højest, siger Özlem Cekic.