SF glemte Thor Mögers opstilling

SF's tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen har været folketingskandidat siden oktober. Men partiet har glemt at skrive det på nettet.

Siden 1. oktober har tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen været folketingskandidat for SF i Aarhus Nord. Men tre måneder senere er han stadig ikke på listen over partiets folketingskandidater i Østjylland på nettet.

Både på SF's landsdækkende hjemmeside og på hjemmesiden for partiet i Østjyllands Storkreds stod der 3. januar ved middagstid, at Aarhus Nords folketingskandidat hedder Thomas Medom.

Men det handler ikke om, at Thor Möger Pedersen som nogle af sine hidtidige meningsfæller er i gang med at trække sig fra tillidsposter eller melde sig ud, efter at Annette Vilhelmsen i oktober overtog magten i partiet, og Thor Möger Pedersen selv blev fyret som skatteminister.

- Det må være en fejl i forhold til hjemmesiden, skriver Thor Möger Pedersen i en SMS til DR Nyheder fra sin ferie i Indien.

Storkreds og landskontor erkender fejl

Formanden for SF i Storkreds Østjylland, Lars Lyngsdal, fortæller, at Thor Möger Pedersen siden oktober har været folketingskandidat, fordi han var den eneste, der meldte sig, da kredsen blev ledig.

- Og inden 1. oktober meddelte jeg det til landsledelsen. Og de har bekræftet, at de har modtaget det, siger Lars Lyngsdal. Han har ikke nogen god forklaring på, at Möger ikke er blevet sat på listen over lokale kandidater:

- Vi har ikke fået det gjort, og det er beklageligt, siger han til DR Nyheder.

Og i partiets pressetjeneste på Christiansborg bekræfter Allan Wessel Andersen, at Thor Möger Pedersen officielt er kandidat.

- Det var både han før og efter formandsvalget, siger Allan Wessel Andersen, der allerede før jul har bedt partiets tekniske afdeling rette op på forsømmelsen. Nu lover han, at det sker i morgen.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Politik med dig

    Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

    Vis alle nyhedsbreve