Der kommer en udmelding senere på dagen.
Sådan lyder den noget mystiske besked fra Fredericia Kommunes pressechef i sagen om den omstridte borgmester Thomas Banke.
Torsdag middag var Venstre-borgmesteren på vej i DR Byen for at give en række interview, men vendte pludselig om for at tage toget tilbage til Fredericia.
- Jeg ville gerne kunne sige mere, men han har meddelt mig, at han ikke kan møde op, og at han kommer med en udmelding senere i dag, siger pressechef Pia Becker til DR Nyheder.
Thomas Banke har de seneste dage været omdrejningspunkt for en heftig, intern strid i Venstres byrådsgruppe i Fredericia, hvor medlemmer og bestyrelse har ekskluderet hinanden på kryds og tværs.