Det er blevet opfattet helt forkert.
Sådan siger Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker nu, efter det har vakt stor debat, at hun blandt andet har udtalt, at det strider mod naturen at være homoseksuel, enlig forælder eller at flytte hjemmefra som 17-årig.
- Min hensigt var at provokere og lægge op til debat, men jeg kan godt se, at min sprogbrug og min prioritering i klummen kan skabe berettiget tvivl om, hvad DF og jeg mener, siger Mette Hjermind Dencker.
Mette Hjermind Dencker, er du blevet sat på plads af partitoppen?
- Jeg har fået en række henvendelser fra borgere, der har misforstået, det jeg sagde. Jeg har blandt andet fået en henvendelse fra en mand, der mistede sin kone og nu er alenefar. Han føler sig truffet af mine udtalelser, og sådan var det jo slet ikke ment. Der var ting, jeg ikke skulle sagt, siger Mette Hjermind Dencker.
Men kan du afvise, at du har fået besked fra nogen i partiet på at tage afstand fra udtalelserne.
- Ja, det kan jeg afvise hundrede procent. Det handler om, at jeg godt kan se nu, at det kom helt forkert ud. Det beklager jeg.
Klumme afspejler ikke DF's holdning
Mette Hjermind Dencker har i dagens udgave af MetroXpress skrevet en klumme, hvor hun blandt andet skriver.
- Findes der børn, der flytter hjemmefra før de bliver 18? Findes der mennesker, hvis livsfælle er af samme køn? Findes der folk, der lever alene med deres børn? Findes der børn, der aldrig har mødt deres far, fordi de er skabt ved insemination? Findes der børn, der lever sammen med flere voksne? Svaret på alle spørgsmål er JA! Det findes i dagens Danmark. Er det naturligt? NEJ! Uanset hvor anerkendt, udbredt og normalt det bliver, vil det aldrig være naturligt at leve på en måde, der strider mod naturens orden.
Men den måde at formulere sig på afspejler ikke, hvad hverken Mette Hjermind Dencker eller Dansk Folkeparti står for, siger Mette Hjermind Dencker nu.
- Folk må leve, som de vil. DF ønsker i udgangspunktet en kernefamilie som ramme om børns opvækst, og det synspunkt kæmper vi for politisk. Men mine formuleringer får det til at lyde, som om vi ikke bifalder, at folk kan være homoseksuelle, og at unge kan flytte hjemmefra før de bliver 18 år eller at folk kan blive enlige, både naturligt og af andre årsager og alligevel skabe en god ramme for deres liv og familie, siger Mette Hjermind Dencker.
