S: Waterfront ikke velkommen på Christiansborg

Formand for transportudvalget Benny Engelbrecht (S) lægger nu Waterfront på is. Han opfordrer sine kolleger på Christiansborg til at boykotter firmaet.

Waterfront skal ikke have adgang til Christiansborgs gange og kontorer. Det siger formanden for transportudvalget, Benny Engelbrecht.

- Jeg har i dag sendt en e-mail til Waterfronts direktør (Lars Poulsen, red.), og i den gør jeg opmærksom på, at så længe undersøgelsen kører, vil jeg ikke mødes med repræsentanter for Waterfront, siger Benny Engelbrecht til DR.

DSB stopper samarbejde

Den beslutning kommer samme dag som DSB har valgt at stoppe samarbejdet med Waterfront - efter afsløringer af tvivlsomme arbejdsmetoder i samarbejdet mellem DSB og Waterfront.

Firmaet har blandt andet udarbejdet psykologiske profiler af folketingsmedlemmer, som er blevet videregivet til DSB-toppen.

- De arbejdsmetoder, som er blevet afsløret af jer, påviser, at der er noget grueligt galt med den måde, som Waterfront arbejder på. Derfor er der ingen fra Waterfront, der er velkomne på mit kontor, siger han.

Læg dem på is

Benny Engelbrecht opfordrer sine kolleger fra andre partier til også at lægge pr-firmaet på is:

- Den bedste måde vi kan sikre, at den her sag bliver hurtigt afklaret, er ved at lægge Waterfront under et vist pres - og det vil være et pres på dem, hvis de ikke kan komme til møder med os, siger Benny Engelbrecht.

Advokat-undersøgelsen af DSB og Waterfront skal være færdig i marts.

  • Print
  • Del artiklen: