Overblik: Her er de SU-knapper, politikerne kan skrue på

Der er næsten lige så mange gode forslag til en SU-reform, som der er politikere.

Når politikerne på Christiansborg i de kommende måneder skal diskutere SU frem mod en ny SU-reform, så vil luften formentlig være tyk af forslag til, hvordan systemet fremover bør være skruet sammen.

S-R-SF-regeringen har annonceret, at de vil finde to milliarder kroner på en SU-reform, som primært skal få de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet.

Her er et udpluk af de forslag, der kan komme i spil:

* Fjernelse af fjumreåret:

I dag kan man få SU i op til 12 måneder mere, end studiet er normeret til. Både Venstre og De Konservative har i flere år sagt, at det såkaldte fjumreår skal fjernes.

Fjernelse af cafépenge

* : I dag kan unge over 18 år få SU under en ungdomsuddannelse, også når man er hjemmeboende. De såkaldte cafépenge har Venstre og De Konservative også i flere år villet afskaffe.

Afskaffelse af SU i sommerferien:

* Denne mulighed er blandt andet inspireret af det svenske SU-system, hvor de studerende ikke får SU i de måneder, hvor de ikke er studieaktive på grund af sommerferie.

SU skal gøres til lån:

* I flere lande er SU'en - eller dele af den - et lån fra staten, som skal tilbagebetales efter endt uddannelse. Erhvervslivet har blandt andet foreslået, at de to år på kandidatdelen er på SU-lån.

Bonus til de hurtige:

* Flere partier har foreslået, at der skal gives en kontant bonus til de studerende, der gennemfører en uddannelse på under normeret tid.

Regulering af SU-loftet:

* I dag er der en grænse for, hvor meget studerende må tjene ved siden af SU'en. I dag er loftet på 9043 kroner, hvis du går på en videregående uddannelse. Politikere argumenterer både for en fjernelse af loftet og en nedsættelse af loftet. Et argument for at sætte loftet ned er blandt andet, at de studerende kommer hurtigere gennem studiet, hvis de ikke arbejder så meget ved siden af.

Trisemester:

* Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) har flere gange slået på tromme for, at de studerende i langt højere grad skal kunne tage et semester i sommerferien, så tre måneder ikke bilver 'spildt'.

I 2012 var udgifterne til SU på knap 17 milliarder kroner. Regeringen forventes at lancere sit udspil til en SU-reform i løbet af foråret.

Du kan læse mere om de nuværende SU-takster her

  • Print
  • Del artiklen: