ANALYSE: Thornings gode dag

Helle Thorning Schmidt har ved adskillige lejligheder helt utvetydigt krævet, at Danmark får en milliard kroner i rabat på vores EU-medlemskab. Og det ser nu ud til at lykkes - EU-præsident Herman van Rompuy har i hvert fald skrevet rabatten ind i sit udkast til et langtidsbudget for 2014-2020.

Hvis Helle Thorning-Schmidt skulle blive fanget af et kamera her til morgen, vil billedet nok afsløre et usædvanligt bredt smil.

Det er nemlig her til morgen lykkedes for hende at få EU-præsident Herman van Rompuy til at acceptere, at Danmark skal have en milliard kroner i rabat på vores medlemskab af EU - nøjagtig som hun havde krævet inden forhandlingerne om EU's langtidsbudget gik i gang.

Og det er en bemærkelsesværdig sejr for statsministeren.

Tag en helt almindelig uge i dansk politik for Helle Thorning Schmidt – for eksempel den her uge. Hovedhistorien har været, at flere end 5000 står til at ryge ud af dagpengesystemet. I aviserne kan du læse, at vennerne fra Enhedslisten har en kampagne kørende mod regeringen. Så kan hun læse anonyme ordførere fra hendes eget parti sige, at hvis vi skal vinde næste valg, så skulle man måske prøve en australsk model, hvor man skifter formanden ud, fordi hun ikke kan løfte og ikke er brugbar til at sikre en valgsejr igen. Det er bare en helt almindelig uge for Helle Thorning Schmidt. Og på den baggrund så er det stort – rigtig stort.

EU er godt nok ikke det emne, der står først på diskussionslisten, når danske vælgere mødes med kollegaerne ved frokostbordet. Bekymringen for fodboldlandsholdets øjeblikkelige formkrise eller usikkerheden om dagpengesystemet fylder nok en del mere mellem mundfuldene. Alligevel kan netop denne EU-historie godt komme til at give Helle Thorning Schmidt plusser i danskernes karakterbog.

For det første er det ok at vinde en sejr over Johanne Schmidt Nielsen, men med al respekt for hende, så er Angela Merkel måske alligevel en lidt større profil. Så er der et andet punkt, og det er, at det er en EU-sejr. For den EU-kritiske iagttager eller vælger, så har vi nu fået noget ud af EU, vi har besejret EU – vi har fået den her milliard kroner.

OM BORGERLIGt SPIN

Det minder om et afsnit i Borgen. Nu begynder spindet ovre fra den borgerlige side af Christiansborg, hvor man vil stille de her spørgsmål og gå rundt til os analytikere og sige: ”Helt ærligt, når hun melder ud på den måde, så var det fordi, den var klappet af. Og det her er jo én milliard ud af et budget på 1000 milliarder – det er en promille, hun har fået.” Og sådan vil det køre, og de vil gøre alt for, at vi nu vil stå og snakke om, at det her var pjece of cake.

Den borgerlige spin er kommet dårligt fra start, for i den her uge lavede de borgerlige lidt en fodfejl. Lene Espersen gik ud som EU-ordfører og sagde til Helle Thorning Schmidt, at ”du har kørt et amatøragtigt forhandlingsforløb. Du kan ikke på forhånd gå ud og melde veto og sige, at vi vælter det hele, hvis vi ikke får den her milliard. Du kører det alt for hårdt, vi har dermed mindre chance for at få succes.” Dermed har Lene Espersen været med til at illustrere, hvor svært det her var. Ergo er sejren det større for Helle Thorning Schmidt i øjeblikket.

HVIS AFTALEN ALLIGEVEL FALDER TIL GULVET TIL SIDST

Så er vi tilbage i en helt almindelig uge i dansk politik for Helle Thorning Schmidt. Så er det endnu en historie om, at den gik ikke. Og det vil jo være en trist uge – ikke nok med at vi tabte landskampen med 3-0 mod Makedonien, vi tabte også en milliard nede i EU.

  • Print
  • Del artiklen: