LA håner minister for SU-kovending og ændrer selv holdning

Liberal Alliances Ole Birk Olesen beskylder uddannelsesminister Morten Østergaard (R) for at lyve om, hvad Radikale vil med SU'en. Men Liberal Alliance har nu selv en anden holdning til SU.

Du kan ikke regne med, hvad uddannelsesminister Morten Østergaard (R) siger. Faktisk har han løjet.

Og han bruger bare sine ord til at kapre stemmer.

Det mener Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, efter Morten Østergaard har meldt ud, at regeringens kommende udspil til en SU-reform vil indeholde besparelser af SU'en.

Ole Birk Olesen henviser i et indlæg på Facebook til, at Morten Østergaard tidligere har sagt, at han ikke vil skære i SU'en. Og Ole Birk Olesen advarer de unge mod fremover at tage ministerens udmeldinger for gode varer

- Du kunne alligevel godt finde på at skære i SU'en. Det vil jeg minde de samme unge om i næste valgkamp: De kunne ikke regne med dine ord sidst, for dine ord var bare beregnet til at kapre stemmer, ikke til at give et realistisk billede af den politik, du ville føre, skriver Ole Birk Olesen.

Men det er ikke kun Morten Østergaard, der har ændret holdning til SU'en. Det har Ole Birk Olesens eget parti, Liberal Alliance, også.

LA gik til valg på ikke at ændre SU

Liberal Alliance gik i efteråret 2011 til valg på, at de ikke vil røre SU'en.

- Det eneste, vi vil ændre dér (med SU'en, red), er at gøre det muligt for folk at tjene det, de vil, ved siden af, sagde Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen i et interview med Information i september 2011.

Liberal Alliance lavede samtidig annoncer, hvor de lovede ikke at skære i SU'en.

Se kampagnen her

- VK-regeringen har også en plan:´Den er ikke meget bedre. De vil skære i SU’en på allemulige og umulige måder – hvor meget, hvor længe, om du bor hjemme. Det virker nok mest ligesom ‘Catch 22’. Liberal Alliance tror på de studerende. Vi tror på dig og vil hverken skære i SU’en eller indføre kandidatpant, stod der i annoncerne.

I dag - halvandet år senere - vil Liberal Alliance både fjerne de såkaldte cafépenge og det såkaldte fjumreår. De vil med andre ord skære i SU'en.

Ole Birk Olesen, har Liberal Alliance ikke også ændret holdning, hvis I i 2011 ikke ville skære i SU'en, og nu vil I?- Jeg mener ikke, at vi har ment, at vi ikke ville skære i SU'en, siger Ole Birk Olesen.

Men det står jo i jeres annoncer fra dengang?- Jeg har aldrig stået i valgkampen og afvist at skære i SU'en. Det, jeg skriver på Facebook, er en kommentar til den fælles valgkamp, hvor Morten Østergaard og jeg sammen var ude på uddannelsessteder og diskutere SU. Der stod han og lovede de studerende ikke at skære i SU'en. Jeg mener, det er noget andet, siger Ole Birk Olesen.

Hvordan kan det ikke være at ændre holdning, at I nu vil skære i SU'en, når I sagde i 2011, at det ville I ikke?- Jeg ser det sådan, at vi dengang lagde vores samlede reformplan på bordet. Og det vi mente dengang, mener vi stadig. Jeg mener ikke, at vi har udelukket at skulle skære i SU'en, siger Ole Birk Olesen.

Hvordan kan sætningen 'vi vil hverken skære i SU'en eller indføre kandidatpant' undgås at blive opfatter sådan, at I ikke vil skære i SU'en?- Det er ikke noget, jeg har stået og sagt på landets gymnasier, siger Ole Birk Olesen.

Men dit parti har skrevet det i annoncer og kampagner?- Sandsynligheden for at der er mange af de studerende, der har set de annoncer, er ikke særlig stor. Der er stadigvæk stor forskel på at redegøre for en hel reformplan end at stå i en valgkamp og så over for de studerende at tage afstand fra SU-forringelser, siger Ole Birk Olesen.

  • Print
  • Del artiklen: