Forsker: Valgtest rykker stemmer

Valgtest på nettet, der parrer vælgere med byrådskandidater, er til gavn for demokratiet, siger valgforsker.

Det virker måske mest som sjovt tidsfordriv. Men tag ikke fejl:

Valgtest, hvor vælgerne gennem en række spørgsmål kan finde frem til lige netop den byrådskandidat, der passer til deres egne holdninger, virker.

- Valgtest er til gavn for demokratiet, fordi de fører vælgeren direkte sammen med den kandidat, de er enige med, siger Kasper Møller Hansen, professor og valgforsker på Københavns Universitet, til dr.dk.

Samtidig er valgtest det mest benyttede værktøj blandt vælgerne til at skabe overblik over kommunalvalgets kandidater.

- Cirka 30 pct. af vælgerne bruger kandidat-test til at beslutte sig. Det er langt flere end der finder vej til politiske valgsider, facebookprofiler, twitterkonti eller lign, siger han.

Valgtest kan flytte unge stemmer

Det er især de unge vælgere, der bliver fanget af valgtest. Netop de unge er ellers en notorisk svær gruppe at få interesserede i kommunale valg.

- De er ikke særlig fasttømrede i deres overbevisning og derfor har man som kandidat mulighed for at påvirke deres valg.

Derfor er det også de unge og uprøvede kandidater, der vinder mest på testene, da det normalt kan være svært for nye kandidater at komme igennem med deres budskaber og holdninger, hvis de ikke er kendte i kommunen i forvejen.

- Til et valgmøde kan der f.eks. kun være én kandidat fra hvert parti. Men da der er ca. 9.000 kandidater i alt, kan de ikke alle sammen sidde ved højbordet til samme valgmøde. Og der er det oftest de ukendte kandidater, der kommer bagerst i køen.

Valgtest viser kun politikken

Men der fjerner valgtesten både ansigtet, navnet, kampagnebudget og kendisværdi - og skærer i stedet direkte ind til benet, mener Kasper Møller Hansen:

- Det er de politiske holdninger der kommer først, ikke personen. Og det er jo helt omvendt af, hvordan det normalt foregår, hvor man først finder en person man kan lide og så begynder at høre de politiske holdninger.

9.000 kandidater i valgtest

Eneste problem med valg-testen er, at den kun er så god som de besvarelser, den får.

I DRs tilfælde kræver det f.eks. at samtlige 9.000 opstillede til kommunalvalget rent faktisk besvarer de 11 spørgsmål, så de også er at finde i testen, når vælgerne prøver den efterfølgende.

S og V: Opfordrer kandidater til at bruge valgtest

Men det har man forstået i de kommunale valgkredse. I Aarhus opfordres Socialdemokraternes kandidater således til at udfylde skemaet og dermed komme med i testen.

- Det er en god og nem måde for kandidaterne at være synlige. Det er min erfaring, at mange bruger der valgtest til at bestemme sig. Omvendt ser det også træls ud, hvis man ikke er i databasen, når folk forsøger at finde den rette at stemme på, siger Sune Sindberg, kampagneleder for Socialdemokraterne i Aarhus.

Også i Venstre i Hedensted opfordres kandidaterne til at deltage i valgtesten for at øge deres egne chancer for at få nye vælgere.

- Specielt for de kandidater, der har yngre vælgere, er det et rigtig godt værktøj, siger kampagneleder Kirstine Hannibal.

Tag selv testen

Ved det forrige landsdækkende valg viste en undersøgelse, at netop DRs valg-test var den mest benyttede overhovedet.

Du kan selv prøve DRs kandidat-test her

  • Print
  • Del artiklen: