Enhedslisten: Det roder mere i GGGI, end vi havde troet

Enhedslisten vil pløje Løkkes bilag nøje igennem.

Bilagene kom frem, men der dukkede også flere problemer op.

Det siger Enhedslistens Pernille Skipper, efter Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen i mere end tre en halv time svarede på spørgsmål om sit rejsebudget som formand for klimaorganisationen GGGI.

- Nu skal vi hjem og læse bilagene rigtig grundigt. Der er mere rod i GGGI, end vi havde regnet med, siger Pernille Skipper.

Hun henviser blandt andet til, at det under pressemødet kom frem, at GGGI har betalt 27.000 for en flybillet til Lars Løkke Rasmussens datter sidste sommer.

Herudover henviser Pernille Skipper også til, at Lars Løkke Rasmussen på pressemødet selv forklarede, at GGGI ikke har nogen politik for brug af bonuspoint.

Det betyder, at Løkke selv har bonuspoint fra de dyre flyrejser på sin konto.

Livremmen skal spændes ind 

Pernille Skipper siger, at der er to spor i sagen. GGGI og Lars Løkke Rasmussen.

- Vi har at gøre med en statsministerkandidat, der rejser på første klasse og mange gange frådser med bistandskroner, mens han siger til danskerne, at livremmen skal spændes ind, siger Pernille Skipper.

  • Print
  • Del artiklen: