Grønne organisationer: Salg af Dong er uacceptabelt

Når Goldman Sachs byder på Dong, må det være en god forretning, som Danmark selv bør investere i, lyder det.

De seneste dage har der været udbredt kritik af, at den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs er på vej til at købe sig ind i Dong Energy.

Salget af 19 procent af Dong-aktierne er uacceptabelt, lyder det fra en række grønne organisationer, der melder sig i koret af kritikere.

- Undertegnede organisationer finder det uacceptabelt, at Goldman Sachs med en investering på otte milliarder kroner gøres til medejer af Dong Energy med vetoret over en lang række beslutninger og er sikret milliardkompensation, hedder det i et åbent brev underskrevet af Danmarks Naturfredningsforening, Noah, Det Økologiske Råd, Greenpeace, Verdens Skove, Mellemfolkeligt Samvirke og Ibis.

Staten bør selv skyde flere milliarder i Dong

Salget sker, fordi Dong har brug for en kapitalindsprøjtning. Den risiko, der er forbundet med investeringen, har regeringen ikke lyst til at give videre til skatteyderne, ved at staten leverer Dong de ønskede midler.

Det ser de grønne organisationer dog ikke som en hindring.

- At Goldman Sachs byder på det, er et bevis på, at der er tale om grøn omstilling, der kan betale sig. Det er derfor helt uforståeligt, at staten ikke selv skyder otte milliarder ind i Dong.

- Goldman Sachs har et blakket ry i forbindelse med finanskrisen og er kendt for at gå efter kortsigtet økonomisk gevinst, lyder det.

Kritik: Goldman Sachs ejer aktier i klyngevåbenproducenter

Folkekirkens Nødhjælp står ikke som medunderskriver, men kritiserer også salget af en andel af Dong, da Goldman Sachs står som ejer af aktier i klyngevåbenproducenter.

- Danmark har skrevet under på klyngevåbenkonventionen, som har til formål at standse brug og produktion af klyngebomber. Klyngebomber er forbudte våben, fordi de volder uacceptabel skade på civile.

- Trods forbuddet bliver de stadig produceret og brugt i blandt andet Syrien, siger Richard MacCormac, leder af Folkekirkens Nødhjælps minerydningsprogram, i en pressemeddelelse.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Politik med dig

    Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

    Vis alle nyhedsbreve