Stephen Kinnock vinder Labour-kreds

Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, politiske karriere blev for alvor skudt i gang i dag, da han sikrede sig vigtig Labour-kreds i Wales.

Stephen Kinnock er på vej til Westminster, efter at han i dag besejrede seks andre Labour-kandiater i kredsen Aberavon.

Et flertal af de cirka 250 Labour-delegerede valgte dog at stemme på Stephen Kinnock, som deres foretrukne kandidat. Aberavon har siden 1922 været på Labour-hænder, hvilket betyder, at Stephen Kinnock dermed med overvejende sandsynlighed er garanteret en plads i det engelske parlament.

Stephen Kinnock selv er både glad og stolt, da han møder pressen kort efter det står klart, han er valgt som partiets kandidat i Wales-kredsen.

- Jeg er enormt glad og stolt. For det har været et stort arbejde, men det lykkedes, siger Stephen Kinnock til DR Nyheder.

Ringer til Thorning

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har igennem valgkampen støttet Stephen Kinnock i hans kandidatur. Således har der på hans hjemmeside været et billede af hele familien. Men nyheden om hans valgsejr havde han dog endnu ikke haft tid til at overbringe til sin statsministerkone.

- Nej, det har jeg ikke. Jeg har kæmpet for at vinde denne her sejr, og jeg skal ind og ringe til hende nu og sige, at jeg har vundet, fortæller han til DR Nyheder.

Født ind i politik

Stephen Kinnock må siges at være født med politisk blod i årerne. Hans far - Neil Kinnock - var mangeårig formand for Labour, men formåede aldrig at blive premierminister, da han ikke kunne vinde over Margaret Thatcher.

Senere blev Neil Kinnock EU-kommissær. Også Stephen Kinnock mors - Glenys Kinnock - har været aktiv i politik. I en årrække sad hun som medlem af Europa-parlamentet.

Stephen Kinnock dystede mod seks andre kandidater og var på forhånd favorit til at vinde.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Politik med dig

    Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

    Vis alle nyhedsbreve