Fremgang til S i Køge

Marie Stærke beholder borgmesterkæden, viser en ny meningsmåling.

Opsigtsvækkende ændring i det politiske styrkeforhold i Køge. I en ny meningsmåling fra Jysk Analyse lavet for Dagbladet Køge og DR København står Socialdemokraterne i Køge til stor fremgang i forhold til tidligere målinger og i forhold til valget i 2009.

33 procent af vælgerne vil ifølge målingen stemme socialdemokratisk. For en lille måned siden var det tal kun på 25 procent i en Jysk Analyse måling for Lorry.

Samtidig går Venstre tilbage. For en måned siden stod Venstre til at få 33 procent af stemmerne. I dagens måling er vælgertilslutningen skrumpet til 28 procent.

Og det overrasker både den socialdemokratiske borgmester Marie Stærke og Venstres spidskandidat Palle Svendsen. Begge ser det som en klar afsmitning fra landstendensen med tilbagegang for Venstre ovenpå Lars Løkke Rasmussens bilagssag. Uanset hvad er en fremgang en fremgang, og den skal man være glad for, siger Marie Stærke:

- Jeg har ikke noget imod at blive valgt på trods. Jeg vil selvfølgelig helst vælges for den politik vi har, men det tror jeg nu også det bliver, når det sker, siger hun.

DF får afgørende indflydelse

Men det bliver sandsynligvis Dansk Folkeparts stemmer, der kommer til at afgøre den sag. Selvom partiet i dag, i forhold til meningsmålingen for en måned siden, går tilbage til at få to mandater som ved Kommunalvalget i 2009, så kan de mandater netop betyde flertal for henholdsvis rød eller blå blok.

Traditionelt har Dansk Folkeparti i Køge støttet Socialdemokraterne. Men Venstres spidskandidat Palle Svendsen hæfter sig ved, at der selv med Venstres tilbagegang i dag, stadig er borgerligt flertal, hvis Dansk Folkeparti tælles med som blå stemmer:

- Nu er det så vores opgave at få samlet de borgerlige stemmer, så det kan udmøntes med en borgerlig borgmester for Køge Byråd, siger han.

  • Print
  • Del artiklen:

    Kandidater nævnt i artiklen

    1. Marie Stærke Socialdemokratiet  
      Personlige stemmer: 4833 (14,4%)
      Valgt
    2. Palle Svendsen Venstre, Danmarks Liberale Parti  
      Personlige stemmer: 4026 (12,0%)
      Valgt
    3. Marie Stærke Socialdemokratiet  
      Personlige stemmer: 4833 (14,4%)
      Valgt