ANALYSE: Hvordan man ikke fører politik

Københavner-gebyr.

Ordet forsvandt siden fra den politiske debat - men dét var betegnelsen, da Socialdemokratiet og SF i august 2009 fremlagde den fælles skatteplan "Fair forandring". Det skete på et pressemøde, der ellers mest huskes for de to partilederes modvilje mod at indrømme, at man i politik skal kunne tælle til 90.

Københavner-gebyret skulle betales for "bilkørsel i København", som der står i Fair Forandring. Det skulle indbringe 2 milliarder kroner. Halvdelen af de dejlige penge skulle gå til billigere billetter, den anden halvdel til "anlæg af grøn trafik i hovedstadsområdet".

Når alt går galt
De to milliarder for at køre i bil er i dag blevet til et rundt nul, og erstattet af det halve fra et leasingindgreb.

Det er sket efter et forløb, der bekræfter at i politik går alt galt, som kan gå galt - især hvis man ikke prøver at forhindre det. Eksempelvis ved at lave sit hjemmearbejde.

Den korte version er, at håndtering af betalingsringen har været nogenlunde efter bogen de sidste 24 timer - og at den helt er slået fejl i de mere end 24 måneder, der er gået forud.

Betalingsring - nå, ja og hvad så?
Først skete der ellers ingenting, stort set.

Ingen - hverken medierne eller de daværende borgerlige regeringspartier - bed sig for alvor fast i sagen og krævede svar på ellers nærliggende spørgsmål: Hvad skal det koste at køre gennem, det der efterhånden fik navnet betalingsring? Og hvor skulle ringen placeres?

Måske sløvede den manglende interesse S og SF. I hvert fald fik de heller aldrig selv besvaret disse spørgsmål - det var som om de to partiers regnemaskiner aldrig nåede længere end til de 2 milliarder kroner.

Valgkampens svære spørgsmål
Så blev det valgkamp - og pludselig stod Henrik Sass Larsen (S) på tv i et vejkryds - ude af stand til at besvare de to enkle spørgsmål.

De borgerlige lugtede blod og gjorde betalingsringen til et væsentligt tema i valgkampen. Selvfølgelig. En valgkamp, hvor især SF lovede markant billigere billetter i hovedstadens kollektive trafik.

Og en valgkamp, hvor Helle Thorning-Schmidt fik fastslået, at to ting med sikkerhed bliver til noget. Boligpakke og betalingsring. Det skete som bekendt ikke.

For lidt om ringen i tårnet
Så kom forhandlingerne i Crowne Plaza - resulterende i et regeringsgrundlag med et anslået provenu på betalingsringen (nu trængselsringen) på 2 mia. kroner. Og ikke så meget andet.

I virkeligheden var der tale om et regeringsgrundlag, der dækkede over en dyb uenighed mellem Socialdemokratiet og SF. En uenighed, der bare voksede, da regeringsgrundlaget skulle udmøntes i et konkret forslag til betalingsring - og som blev mere problematisk, jo mere 2 milliarder skrumpede ind til 700-800 millioner kroner.

Billetter eller tog?
Uenigheden på kort formel: S blev mere og mere påvirket af krav om mindre ring og vægten på bedre kollektiv trafik. SF følte sig bundet af valgløfter om billige billetter, og kunne ikke lade dét glide helt i baggrunden.

Og på sidelinjen de radikale, der bare syntes de to andre skulle se at blive enige. Samt socialdemokratiske borgmestre og fagbevægelse, der ikke syntes, de skyldte regeringen noget.

Lang rejse mod indgreb
Sådan gik julen, nytåret - og januar. Indtil regeringens leder og SFs formand endelig greb ind.

Helle Thorning-Schmidts pressemøde tirsdag var ingen kommunikationsmæssig skønhed. Flere svar på de relevante spørgsmål havde været på sin plads, mildt sagt.

Thornings aktion virkede
Men hendes  - sene - entré på scenen virkede, som den skulle. Der var heller ingen alternativer. Sagen blev sat på plads - debatten drejet lidt væk fra regeringens problemer til trafikkens udfordringer. Og enkelte anonyme SFeres trusler om at forlade regeringen afsløret som ren øregas.

Betalingsringen er nu en del af S-SF-R-regeringens arv - en del af fortællingen om en ny regeringens voldsomme startproblemer og SFs kvaler som regeringsparti. Den eneste trøst for de tre partier er, at livet går videre. Men der er ikke plads til gentagelser.