ANALYSE: Vejen ned fra træets top

Det er nu op til statsminister Helle Thorning-Schmidt at få skabt et bedre forhold til Enhedslisten, der har kritiseret regeringen skarpt på årsmødet

Vi kunne jo lade valgdatoen være torsdag den 22. november 2012.

Vi kunne jo forestille os, at Lars Løkke Rasmussen kan genindtage Statsministeriet.

Og vi kunne jo i tankerne stille om til Venstres valgfest. Hvor Lars Løkke Rasmussen som noget af det første kan takke Enhedslisten for at have fremprovokeret et folketingsvalg. Samme Enhedsliste, der har mistet 2-3 mandater ved valget. Røde vælgeres straf.

Jens Ringberg

Jens Ringberg er journalist og politisk analytiker i DR Nyheder. Han analyserer løbende den politiske situation her på dr.dk.

Se profil

Efter årsmødet

Altsammen svært at forestille sig. Og ikke noget scenarie, man skal satse arven på hos en engelsk bookmaker. Men en risiko/mulighed, der eksisterer efter weekendens årsmøde i regeringens støtteparti.

Det er ikke sandsynligt. Men det er noget, høj og lav må forholde sig til.

Thornings klare ansvar

Derfor er det afgørende de kommende uger også, hvordan Helle Thorning-Schmidt nu håndterer regeringens dobbeltopgave resten af året: Den skal have store forlig på plads - alt andet er en fiasko. Og den skal beholde Enhedslisten som støtte - vise, at den ikke tager listen for givet. Alt andet er svigtende politisk lederskab.

Det er vanskeligt. Men ikke umuligt. Og det er statsministerens ansvar. Måske hendes vigtigste lige nu. I samspil med Søvndal og Vestager.

Politiske bøllemetoder

Hun kan jo starte med at lære nogle af sine ministre, hvordan man taler til folk, man har brug for. Det kniber, ifølge Enhedslisten. Den ene politikers klare besked er åbenbart den andens bøllemetoder. Konstruktiv er den slags dialog nok ikke.

Dernæst må regeringstoppen se på den køreplan, der ligger for dansk politik frem mod efteråret. Enhedslisten er optaget af summen af de reformer, der skal gennemføres - førtids, fleks, trepart, kontanthjælp og skat.

Måske gemmes skatten

Regeringen kan se på, om nogle af elementerne skal have et andet indhold - eller måske gemmes til senere. Eller måske andre deltagere. Hvis skattereformen eksempelvis ligner en afgørende forhindring - så kan den måske udskydes. Forklaringer kan man altid finde på.

Sagt på en anden måde. Enhedslisten har brugt tre dage på at holde taler og kravle et godt stykke op mod træets top. Det ryster statsministeren måske på hovedet af. Men det kunne se ud som om hendes linje har været med til at jage Enhedslisten derop. Og det er Helle Thorning-Schmidts klare opgave at være med til at hjælpe dem ned.

Det er ikke umuligt.

Alle døre åbne

Det sandsynlige er stadig en finanslovsaftale mellem regeringen og Enhedslisten. Og Enhedslistens årsmøde har ikke lukket en eneste dør i forhold til en finanslovsaftale. Og heller ikke stillet et eneste konkret krav, som gør regeringens manøvremuligheder komplet umulige.

Tættest på kom MF Pernille Skipper, der i sin tale direkte kædede finansloven sammen med forårets reformforhandlinger. Både hun Johanne Schmidt-Nielsen talte om bøllemetoder - deruodver gentog Schmidt-Nielsen blot princippet om at Enhedslisten ikke stemmer for forringelser.

Bruges - ikke brydes

Nu skal principperne omsættes til politik. Som Per Clausen sagde på årsmødet: Principperne skal bruges - ikke brydes.

Clausen fastslog også, at "der er ingen gratis omgange i politik - alle valg har konsekvenser".

Så sandt som sagt. Det får store konsekvenser, hvis regeringen og dens støtteparti ikke finder hinanden. Derfor gør det det nok, trods al bøllesnak.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Politik med dig

    Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

    Vis alle nyhedsbreve