ANALYSE: Thornings tænkende Brutalis

Det ligner et klogt træk at trække Henrik Sass Larsen tilbage i partitoppen. Som indpisker - og som idémand, skriver Jens Ringberg

I Henrik Sass Larsen får Socialdemokratiet en gruppeformand, der er i stand til at bruge alle redskaber i dén ledelsesopgave: Stokken, guleroden - og wienerschnitzlen.

Men også hovedet.

Wienerschnitzlen spillede angiveligt - sammen med fadøl - en vigtig rolle, da Sass Larsen i Helle Thornings første formandstid skulle skabe en alliance til partiets gamle Aukenfløj. Vejen gik gennem partifællen Carsten Hansen - og Henrik Sass Larsen banede vejen.

Jens Ringberg

Jens Ringberg er journalist og politisk analytiker i DR Nyheder. Han analyserer løbende den politiske situation her på dr.dk.

Se profil

Farvel til Bundsgaard

Andre gange var det mindre hyggeligt. Og mere brutalt. Som da Henrik Sass Larsen var med til at fyre sin tidligere allierede Lotte Bundsgaard som partiets politiske ordfører - i samme omgang som Carsten Hansen kom ind i varmen. Sass overtog Bundsgaards post.

Henrik Sass Larsen er med andre ord ikke en politiker, der tynges til jorden af sentimentalitet eller mangel på handlekraft. Men som også kan agere mere snildt og samlende, hvis det endelig skal være.

Det ligner profilen på en god gruppeformand - og måske i virkeligheden en mere velegnet post til Sass end hans tidligere som politisk ordfører, hvor man tidligt og sent skal stå til rådighed for medierne.

Arbejdet bag kulisserne

Men måske bliver Henrik Sass Larsens vigtigste opgave fra i dag slet ikke at styre gruppen eller markere politikken.

De usynlige opgaver vil være endnu vigtigere. I flæng:

*

Dialogen med de øvrige regeringspartier. Henrik Sass Larsen nærer en nærmest medfødt modvilje mod de radikale - men regeringens indre liv afhænger af et ordentligt forhold partierne imellem.

*

Dialogen med fagbevægelsen. Socialdemokratiet har brug for så mange uformelle kontakter til fagbevægelsen som muligt - ikke mindst i en situation, hvor trepartsforhandlingerne er ved at halte sig i gang.

*

Udviklingen af Socialdemokratiets politik og langsigtede strategi. Sass har siden sin tid som DSU-formand været optaget af partiets kurs - også ud over det næste valg. Han har været Thornings vigtigste makker siden hun kom til magten i 2005 - nu er han tilbage.

*

Afmontering af de værste bomber. Sass Larsen vil have statsministerens øre, som man siger. Og mere erfaring end hende. Det kan måske sikre regeringen mod nogle af de sager, der altid truer.

Minister Sass

Nå, ja .. og så står han nok også på listen, når Thornings første regeringsrokade nærmer sig. Hvis PET-sagen helt er historie til den tid, hvilket alt taler for.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Politik med dig

    Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

    Vis alle nyhedsbreve