Et af de mere særegne indslag i valgkampen 2011 var SF-formand Villy Søvndals selvpåførte mundkurv.
Han havde - forklarede han - simpelthen forbudt sig selv at sige noget om forskellen på Socialdemokratiet og SF. Dén måtte vælgerne selv regne ud, åbenbart.
Forskellige partier
Søvndal ville højst strække sig til det indlysende: "Vi er jo to forskellige partier". Andre sprækker skulle der ikke være til de borgerlige debattører at bore i.
Strategien holdt heller ikke helt i mål. Mod slutningen af valgkampen konstaterede Søvndal, at han nok var "kommet til at betone vigtigheden af alliancen for meget". Og at SF nok kom til at "bøje arm med socialdemokraterne."
Farvel til S-SF
Lige lidt hjalp det. SF fik et dårligt valg, og SF har haft et hårdt liv i regering.
Dét er en af forklaringerne på at ledelsen i partiet ikke bare kan få kåret Astrid Krag som partiformand. Og nu på at hun nu endeligt lægger den helt tætte S-SF-alliance i graven.
Det kan være en melding, der styrker Astrid Krags muligheder for at vinde formandsposten. Annette Vilhelmsen udtrykker da også overraskelse - men skynder sig samtidig at være glad. Hun mener jo det samme.
Ikke først når valget kommer
Og det er en melding, der fik politisk betydning fra det sekund, nyheden blev kendt i aftes. Og altså ikke først er af betydning, når valget en gang bliver udskrevet - som Astrid Krag ellers forsøger at fremstille det.
Astrid Krag er nu i en position, hvor hun må forvente at blive spurgt til forskellene på S og SF til enhver tid. Der vil hos mange SFere være en forventning om klare svar - svar, der så også præciserer forskellen på partierne i S-SF-R-regeringen.
Det er noget andet end den mekaniske henvisning til regeringsgrundlaget. Og det kan gøre regeringens liv og vanskeligere, i værste fald få den til at gå op i limningen. Noget af det samme, som Kragfløjen har beskyldt Annette Vilhelmsen for at risikere med sine udtalelser om dagpengene.
SF ud af regeringen?
På samme måde kan det styrke de kræfter hos de radikale og Socialdemokratiet, der ikke nødvendigvis ser SF som en langtidsholdbart regeringsparti. Og fortalerne i S for en ren SR-regering uden SFerne.
Det er med andre ord helt almindeligt at også regeringspartier går til valg hver for sig. Og det er ganske naturligt at Astrid Krag kommer de interne kritikere i møde ved at smide Villy Søvndals mundkurv i skraldespanden. Det får muligvis også frafaldne SFere vil at give partiet en ny chance. Men det er ikke en gratis omgang. Det er der sjældent noget i politik, der er.
