ANALYSE: Fra Foghs kontrakt til Løkkes udgangspunkt

Lars Løkke Rasmussen siger nu, at Venstres udgangspunkt er nulvækst - med mindre DF eller Venstre selv beslutter noget andet, skriver DRs analytiker

Anders Fogh Rasmussen er skam til stede på Venstres landsmøde i Herning - fysisk.

Derimod var store dele af hans politik i årenene som statsminister fraværende, da afløseren, Lars Løkke Rasmussen holdt sin store tale på landsmødet lørdag.

Jens Ringberg

Jens Ringberg er journalist og politisk analytiker i DR Nyheder. Han analyserer løbende den politiske situation her på dr.dk.

Retningen

Talen markerer Løkkes endelig farvel til Fogh Rasmussens kontraktpolitik, hvor Venstre lover noget - og sådan bliver det. Nu får vælgerne at vide, hvad Venstres "udgangspunkt" er, de præsenteres for venstres "retning" - men den konkrete udformning skabes hen ad vejen.

Og retningen er markant - så meget, at Løkke selv hævder at han nu "flytter Venstre". Måske lidt store ord. Men udgangspunktet er skattelettelser og nulvækst i den offentlige sektor - i øvrigt også noget andet end i Foghs tid, da Venstre pralede af det stigende antal offentligt ansatte.

Løkke i skattesporet

Valgresultatet var kun få timer gammelt i september 2011, da Lars Løkke Rasmussen først satte skatten på dagsordenen - og nu er budskabet helt destilleret:

- Noget er vigtigere end andet. Det er vigtigere at sikre danske arbejdspladser ved at sætte skatterne ned end at garantere at verdens største offentlige sektor bliver endnu større, lød talens centrale afsnit.

Pengene går til lettere skat

Det er et klart budskab. Og det betyder i tal, at prisen for den offentlige sektor alligevel ikke skal vokse med 0,8 procent frem mod 2020, som Venstre ellers har haft som mål. Findes de penge, skal de i stedet bruges til skattelettelser.

Med mindre det går anderledes. For det er en Løkke-tale, ikke et stykke Fogh-kontraktpolitik, der er præsenteret i Herning denne lørdag.

Derfor er udgangspunktet ikke nogen garanti. Men et udgangspunkt at gå til valg på, til den tid. Så kan det være at slutresultatet bliver noget lidt andet - at der alligevel bruges lidt flere penge i det offentlige. To ting kan komme i vejen, ifølge talen:

"Politiske grunde" - det vil sige at Dansk Folkepartis stemmer har en pris, der skal betale - muligvis i et svært politisk farvand, hvor Liberal Alliance trækker i en anden retning.

Og "saglige grunde" - det vil sige, at Venstre selv når frem til at et vist råderum alligevel skal bruges til det offentlige frem for skattelettelser.

Diskussionen i gang

Løkke garderer altså, nok klogt. Men tilbage står, at han ikke lørdag leverede et indspark, der vil præge den politiske debat frem mod valget, måske i 2015.

Kontrakternes tid er forbi i dansk politisk. Diskussionen om Venstres udgangspunkt er lige begyndt. For det er en kæmpe udfordring at fastholde den offentlige sektors nuværende størrelse - hvad Løkke heller ikke påstod lørdag. Nok klogt.

  • Print
  • Del artiklen: