Helle Thorning-Schmidts første nytårstale kom da hendes regering var tre måneder gammel. Den stod i udpræget grad i krisens tegn.
Helle Thorning-Schmidts næste nytårstale kommer, hvor hendes regering er 15 måneder gammel. Den står i udpræget grad i krisens tegn.
Måske med en lille optimistisk pil, pegende mod et spinkelt lys for enden af tunellen.
- Det bliver ikke nemt, men vi kan hvis vi vil, sagde hun for et år siden.
- Mit budskab i aften er, at det kan lade sig gøre, siger hun denne tirsdag aften.
Optimistisk slutning - i begge taler
For et år siden ville 2012 blive "et år, hvor vi igen finder ind til den kerne af samarbejde, solidaritet og samfundssind, som har gjort Danmark til et fantastisk land".
Som der stod i slutningen af dén tale.
Nu skal "vi holde fast i vores solidariske samfund" og "sammen skal vi tage de trygge og solide skridt, der bringer Danmark videre".
Jens Ringberg er journalist og politisk analytiker i DR Nyheder. Han analyserer løbende den politiske situation her på dr.dk.
Vi har gjort det før
Talen i år begynder med at minde danskerne om optimismen i vores folkesjæl og generelt om at hårde tider før er blevet til gode tider. Bare så vi ikke glemmer det.
Altså samme budskab som sidst, krydret med en knivspids mere optimisme. Fremgang i det nye år - "ikke meget, men dog en fremgang".
Statsminister i en krisetid
Men i de store træk holder Helle Thorning-Schmidt fast i sit grundbudskab - der er en direkte konsekvens af hendes rolle som krisestatsminister fra dag 1.
Nemlig:
Det er hårdt. Det gør ondt. Der er ingen vej uden om. Men vi - regering og danskere - har redskaberne til at klare det.
Og så kigger statsministeren en hel del bagud, når hun skal være mere konkret, her på kanten af 2013.
Hun minder om sammenholdet og de gode ideer under oliekrisen - men når det gælder de nuværende problmer med konkurrenceevnen, så lyder beskeden at der ikke er 1-2-3 snuptagsløsninger at smide på bordet.
Kun det lange, slidsomme, træk. Blandt andet i folkeskolen. Mere konkret bliver det ikke. Og regeringens tidligere slagnummer, kickstarten, er helt væk. Den store reformdagsorden blev ikke foldet ud.
To taler om de ledige
Helt aktuelt for regeringen er problemet med de langtidsledige - og det måtte adresseres. Lige som dronningen også var sat til at adressere det 25 timer tidligere.
Og lige som dronningen siger statsministeren, at de lediges usikkerhed er forståelig. Og at samfundet hjælper - med uddannelse og jobrotation. Heller ingen nye snuptagsløsninger hér.
En anden tale i 2013?
Dermed er Thornings nytårstale 1 i meget nær familie med hendes nytårstale 2.
De er ikke sprængfyldte med nye tiltag. De er en krisestatsministers overordnede og generelle fortælling om, hvordan et land i krise kommer igennem krisen. Et land som Danmark.
Måske holder Thornings optimisme, så krisen letter lidt i 2013. Og måske får vi så en anderledes nytårstale fra hende om et år.