En gyser. Intet mindre. Det var, hvad disse ugers finanslovsforhandlinger skulle have været for regeringen.
I et helt år har alle talt om, hvor slemt, det ville bliver, når finansminister Corydon (S) skulle bokse det besværlige Enhedslisten på plads dette efterår i et politisk klima, hvor ingen andre ville være interessereede i at redde regeringen. Ergo ville Enhedslisten kunne presse dyre indrømmelser igennem i forhandlingerne.
Men det er ikke gået helt som forudset. Det er der især een god grund til.
Udgangspunktet var forkert
Hele antagelsen om, at ingen ville være interessereede i at tale med regeringen ud over Enhedslisten, var fundamentalt forkert. Venstre lærte lektien ved skatteforhandlingerne, hvor partiet i sidste øjeblik kom ind fra højre og skubbede Enhedslisten ud.
Så med udsigt til en finanslov, der reelt dikterer nulvækst i de offentlige udgifter, til fjernelse af generende skatter for erhvervslivet, til en kontanthjælpsreform og ikke mindst til at genere Enhedslisten og SF meldte Venstre sig klar.
I dag er de helt ude af spillet om finansloven. Ifølge Venstre fordi regeringen traf et politisk valg om at ville lave finansloven med Enhedslisten. Ifølge regeringskilder fordi Venstre aldrig for alvor var interesseret. Hvem der har ret, er svært at sige.
Men faktum er at regeringen læste Venstre forkert. Man havde troet, at Venstre til sidst ville tilbyde sig billigere, end tilfældet var, alene for at genere Enhedslisten og SF. For S og R havde masser af grunde til at indgå aftalen med de borgerlige.
Hvem presser hvem?
Men venstrefolkene spillede hårdt ud og blinkede aldrig, og til sidst gav regeringen venstrefolkene et ultimatum, som den vidste, at de kun kunne sige nej til. Men selvfølgelig først, da Enhedslisten var blevet møre og til at tale med.
Det kan udlægges på to måder. Enten har Venstre dummet sig og presset Enhedslisten ind i regeringens arme til ikke mindst SFs udelte begejstring. Eller også har regeringen dygtigt udnyttet Venstre til at presse Enhedslisten ind i folden.
Resultatet er dog klart: Regeringen får lavet en finanslov, der reelt er mere blå end rød. Og det bliver med Enhedslistens velsignelse. For partiet er blevet banket så grundtigt på plads, at der ikke er mange af de benhårde krav fra før sommer tilbage. Faktisk ingen.
Bedre styr på maskinen
Uanset hvad, så må alle have lært det nu: Danmark har fået en vaskeægte mindretalsregering. Et fænomen vi kendte i 90'erne og i 80'erne men glemte alt om i 00'erne, hvor VKO reelt opererede som en slags flertalsregering.
SRSF-egeringen har fået et helt anderledes besværligt parlament at arbejde med, men det er som om, at Corydon og Co. har fået mere styr på, hvordan de skal betjene maskinen. Og mindretalsregeringer ser måske nok skrøbelige ud, men de vælter ikke så let, som man skulle tro.
Derfor har regeringen i dag mulighed for at få forskellige partier i tale - de er jo sat i verden for at få indflydelse. Om det så er Venstre eller regeringens skyld, at finansloven ikke bliver lavet med de blå men med de røde, er mere uklart.
Vigtig rød sejr
Sikkert er det dog, at SF ånder lettet op. Holger K. Nielsen leverer efter alt at dømme i wekenden en finanslov med Enhedslisten sammen med finansminister Bjarne Corydon (S) og økonomiminister Margrethe Vestager (R).
Det er hans første gerning i stillingen som den spritnye formand Annette Vilhelmsens håndgangne mand. Et symbolsk vigtigt resultat, som viser det folkesocialistiske bagland, at den nye ledelse har lyttet og vil arbejde med det røde flertal. Tilmed bliver prisen for finansloven til at overse. Gyseren blev aldrig uhyggelig.
Og det kunne ikke have ladet sig gøre uden Venstre.
