Hvis der findes en stor håndbog for politikere, så må der stå følgende i indledningen:
"Når du indgår en aftale, så er det en god aftale! Basta. Uanset hvor meget du så er gået på kompromis, så fastholder du, at aftalen er god, for ellers skulle du jo ikke have indgået den."
Hvis der findes en stor håndbog for politikere, så må man antage, at Enhedslisten har glemt at læse indledningen. For det er en helt ny stil, at et parti indgår en så vigtig aftale som den om næste års finanslov, for straks at gå ud og fortælle, hvor skidt det hele er.
Gik fra finansministeriet
Enhedslistens forhandlere ville end ikke optræde sammen med regeringen, som det ellers er kutyme, da aftalen skulle præsenteres for pressen. I stedet gik forhandlerne uden at meddele sig fra Finansministeriet og over i Provianthuset, hvor de holdt et selvstændigt pressemøde, hvor hovedbudskabet var, at finansloven ikke løser dagpengeproblemet.
Partiet bruger dermed den dyrtkøbte medietid til at fortælle, hvor meget partiet har tabt. Ja så langt gik Johanne Schmidt-Nielsen, at hun direkte fortalte, at Enhedslisten havde fejlæst den politiske situation.
Det ser ikke godt ud. Men det værste er, at hun har ret.
Fejl på fejl
Enhedslisten har fejllæst regeringen, Venstre og fagbevægelsen. Måske har partiet også fejllæst SFs formandsvalg og dermed SFs røde bagland, men helt sikkert er det at partiet har fejllæst ikke bare spillet om finansloven men hele spillet og logikken omkring en mindretalsregering. Og partiet har overvurderet sin egen position.
Og nu indgår det aftale om en finanslov på trods. En vindersag er blevet en tabersag. Det kunne sagtens have været gjort anderledes.
Partiet kunne have slået på de grønne aftryk, der er sat i finansloven. Det kunne have valgt at fortælle mest om de tiltag, der er overfor udsatte og svage, fremhævet, at finansloven giver mindre ulighed, bekæmper økonomisk kriminalitet og giver børnecheck til flygtninge.
Og så kunne Johanne Schmidt-Nielsen have fortalt om de vigtige indrømmelser partiet fik til fordel for dagpengemodtagerne, men at kampen selvfølgelig fortsætter med uformindsket kraft.
Taler til det kritiske bagland
Når Enhedslisten vælger at indtage rollen som taber, skal det ses som et forsøg på at kommunikere til partiets egen base. Et stort mindretal i Enhedslistens magtfulde hovedbestyrelse stemte forleden imod, at partiet overhovedet skulle indgå en finanslovsaftale på det foreliggende grundlag. Derfor vil ledelsen vise dem, at de er enige i, at der er problemer.
Men partiet har fået en benhård lektion i, hvordan det er at bære ansvar. Det gør ondt, og det martrer Enhedslisten, der indtil for kort tid siden troede, at partiet havde fat i den lange ende.
Det var den gang, fagbegægelsen også krævede dagpengereglerne ændret. Det var da den Socialdemokratiske kongres blev en lang diskussion om dagpengereglerne, og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen fortalte de socialdemokratiske græsrødder, at han skam var mere enig med dem end de Radikale og den øvrige regeringstop, der ikke ville ændre reglerne.
En skruet bold
Men med akutpakke et og to fik regeringen indgået en ny alliance med fagbevægelsen. Og i akutpakke to kom sågar arbejdsgiverne med. Det var en skruet bold, som både Venstre og Enhedslisten havde svært ved at ramme rent.
Og når SFs nye ledelse tilmed ikke havde tænkt sig at holde fast i den nye formands krav fra formandsvalgkampen om ændringer i reglerne, ja så kæmpede Enhedslisten mere og mere alene. Og regeringen blinkede ikke. Den fremlagde et tilbud og gav en enkelt indrømmelse, der stadig lå indenfor regeringens røde streger.
Partiet var skakmat
Og til sidst var Enhedslisten reelt skakmat. Den kunne lave en finanslov med røde aftryk, eller den kunne sende regeringen i armene på Venstre med masser af blå konsekvenser til følge. Eller endnu værre: De kunne vælte regeringen og gøre Lars Løkke Rasmussen til statsminister.
Det er med stor sandsynlighed ikke sidste gang, Enhedslisten vil stå i den situation. Nu må partiet nøje overveje, hvordan sagen skal tackles næste gang. For partiet vil også fremover stå med et stort ansvar.
Spørgsmålet er, hvad det skal bruges til.
