ANALYSE: Camerons tale kan flytte dansk EU-debat

Det britiske opgør med EU rammer en hovedstrømning i det borgerlige Danmark. Men det tvinger også EU-tilhængerne til at komme i offensiven.

Egentlig er der bare tale om en normalisering af dansk politik. Eller en harmonisering, om man vil.

I andre lande er det klassiske billede, at de borgerlige er skeptiske overfor det store centralistiske EU-system. Mens de røde er mere begejstrede for det internationale overstatslige samarbejde.

I Danmark har det været omvendt indtil nu. Og skulle nogen være i tvivl om, at bevægelsen er i gang, kunne man forvisse sig om det, da de Konservative holdt landsråd i september.

K blev mere skeptisk

Her måtte ledelsen med partiformand Lars Barfoed og tidligere udenrigsminister og konservativ megastejerne Lene Espersen i spidsen lide et svidende nederlag. I en desperat natligt aktion forsøgte de at undgå, at det ellers traditionelt EU-begejstrede parti skrev et opgør med de danske EU-forbehold ud af principprogrammet.

Men forgæves. Den EU-skeptiske fløj med blandt andet partiets unge håb Rasmus Jarlov i spidsen vandt.

De for tilhængerne så forkætrede EU-forbehold er ikke længere væsentlige nok til, at de Konservative vil bekæmpe dem, selvom især retsforbeholdet har udviklet sig til et stadigt større problem med Lissabon-traktaten. De Konservative blev et mere skeptisk parti, og ledelsen kunne intet gøre. Strømningen var for stærk.

Ungdommen gik forrest

Man så det først tydeligt i partiernes ungdomsafdelinger, der udklækker mange af de politikere, der senere kommer til at sidde på magten i landet, vinder skepsisen frem. Venstres Ungdom har sagt blankt nej til euroen, Liberal Alliances Ungdom krævede Danmark ud af alt andet end det indre marked og de unge konservative krævede på et tidspunkt en blank udmeldelse. Det er i dag blevet modereret til, at KU kræver en genforhandling - fuldstændig som Storbritanniens konservative premiereminister David Cameron.

Det er nogenlunde samme linje, som Dansk Folkeparti er slået ind på med Kristian Thulesen Dahl som formand. Og Liberal Alliance kræver ligesom ungdomspartiet at EU fokuserer på det indre marked og ikke meget andet. De fisker i rørte vande. Efter strømninger og stemninger, der kan give stemmer. Og dem har de masser af i Venstre for tiden.

Venstre har lurpasset

Det store spørgsmål er derfor, hvilken retning Venstre vil tage fremover. Det ville være synd at sige, at det store borgerlige parti har båret EU-fanen med stolthed under Fogh og Løkke. De har nærmest puttet lidt med deres opbakning til EU, hvilket den tidligere Venstre-høvding Uffe Ellemann-Jensen har skoset sine partifæller for igen og igen.

Men efter Camerons tale har Ellemann måske grund til lidt optimisme. I alle tilfælde var reaktionen både regeringen og de EU-positive partier nærmest usædvanlig klar.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt var ude og slå syv kors for sig, ligesom europaminister Wammen og vicestatsminister Vestager.

Venstres EU-ordfører Lykke Friis skrev i en kommentar, at Cameron er på vildspor og at de internationale investorer, der nu kunne få lyst til at flygte fra Storbritannien, skulle være velkomne her.

Pind vil brokke sig mindre

Men at Cameron kan tvinge tilhængerne til at melde klarere ud og gå mere helhjertet ind i kampen for EU sås måske mest tydeligt, da Venstres Søren Pind forleden var ud med en ganske usædvanligt selverkendende kommentar. Han greb i egen barm og lovede, at han fremover vil brokke sig mindre over EU.

For som han skrev:

"Brokkeriet i det skjulte, og den manglende politiske kamp er nu blevet farligere end det var. Storbritannien vil for nogen inspirere til, at Danmark skal gå samme vej. Der vil blive en kamp om sjælene. Der skal vi, der går rundt og gnaver så blot vide, at på et tidspunkt kan det utænkelige ske. At Danmark skal tage stilling til at være sig selv nok og isolere sig i Europa. Et kontinent, som vi kulturelt og økonomisk hænger sammen med. Tiden er kommet til at betone netop det. Og sige fra over for brokkeriet. Det tærer. Som det ville gøre i et ægteskab. Men nok er nok."

Noget tyder på, at Camerons tale kommer til at få stor betydning.

  • Print
  • Del artiklen: